Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Nogle borgere oplever ifølge regeringen fortsat problemer med at kunne optage realkreditlån uden for de store byområder.

- Adgang til finansiering har stor betydning for virksomheder og borgere i landdistrikterne, og derfor lancerer regeringen nu initiativer, der skal gøre det lettere for både borgere og virksomheder at optage lån i landdistrikterne, lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Regeringen foreslår, at der indføres en model med statsgaranti på realkreditbelåningen mellem 60 og 80 procent af boligens værdi i postnumre med lave kvadratmeterpriser, det vil sige under 8.000 kroner. Det betyder konkret, at staten vil garantere den yderste fjerdedel af realkreditlånet.

Lånegrænse ophæves

Modellen skal bruges i de tilfælde, hvor realkreditinstitutterne ikke tilbyder belåning på grund af for stor usikkerhed om ejendommens værdi i udvalgte områder. For borgerne i landdistrikterne skal modellen kort sagt give dem bedre adgang til lån, ligesom den skal mindske institutternes risiko for tab i de pågældende ejendomme.

En sådan model for realkreditlån til private boliger er ikke set før i Danmark. De nærmere elementer i initiativet med statsgaranti på den yderste realkreditbelåning, herunder prissætningen, skal nu fastsættes i samarbejde med den finansielle sektor.

I Vækstfonden vil man samtidig gøre det lettere for mindre virksomheder at optage lån til nye erhvervseventyr. Derfor vil man ophæve den nuværende lånegrænse på 1 million kroner for Vækstlån, så mindre virksomheder får bedre mulighed for at udvikle forretningen.

Finans