Af Poul Erik Jørgensen, landbrugsdirektør, Nykredit 

Det er ved at være den tid, hvor festtalerne til dyrskuerne skal afholdes.

Og i år falder de første dyrskuer sammen med EU-parlamentsvalget, og det falder også sammen med folketingsvalg i Danmark.

Det er jo en god anledning til at understrege landbrugets betydning for det danske samfund – ikke mindst uden for de store byer.
Dialogen og synliggørelsen er afgørende for forståelsen, og forståelsen er afgørende for, at de enkelte landbrugsbedrifter kan eksistere og udvikle sig med en fornuftig økonomi.

Jeg er imponeret over, hvordan landbruget og fødevarevirksomhederne har taget stafetten op og besluttet sig for at vise erhvervet som en del af løsningerne – ikke som en del af problemet.

Det er en hel nødvendig vej – men også en hård vej at betræde. Mange løsninger kræver teknologiudvikling og påfører omkostninger. Nogle jordtyper er mere klimabelastende end andre, og mange budskaber udfordrer gængse opfattelser.

Veganere

Det var for eksempel overraskende for mig, at der var veganerdemonstrationer i forbindelse med økologifestdagen, hvor køerne kommer på græs. En efterhånden bredt kendt event hver forår.

Analytisk set er det jo logisk nok, at dyb skepsis over for dyr, der skal slagtes som fødevarer og i øvrigt indordne sig under produktionssystemer, vil falde ud til modstand mod al økonomisk baseret husdyrhold – herunder også økologisk produktion.

Demonstrationer påpeger det forhold, men det fremmer ikke direkte dialogen.

Et eksempel på ny fremadrettet dialog er den, som ligger bag den fælles udmelding mellem Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer om at fremme jordfordeling og en fælles indsats for at bidrage til reduktion af klimaudledninger fra lavbundsjorder.

Forudsigelighed

Samlet set handler det om via dialog at fastholde udviklinger som processer. Løbende målrettede indsatser må kombineres med overblik og langsigtede perspektiver.

Det er den velfungerende landbrugsbedrift afhængig af. Og det er finansieringspartnerne afhængige af – specielt, da landbrugsinvesteringer typisk forudsætter en lang levetid af aktivet. Især jorden forudsætter en stor forudsigelighed omkring produktionsevnen.

Jeg håber, at den kommende tid ikke kommer til at grave grøfter mellem landbrug og samfund – men tværtimod at blandt andet dyrskuerne kan bidrage til en god dialog og forudsigelighed for udøvelse af erhvervet.