Fjerkræproducent - stil krav til dit regnskab
Når regnskabet afspejler produktionsdataenes logik, kan du gå fra tal til handling.

Søren Skriver, Agillix.
Af Økonomirådgiver i Agillix, Søren Skriver
I de år, jeg har arbejdet med fjerkræproducenter, er der én ting, jeg har lagt mærke til. Når du producerer slagtekyllinger, har du blik for detaljen – og det er der også behov for. Her i Agillix ser vi ofte hvor stor en forskel det gør, når du har en skarp økonomistyring. Derfor bør et budget eller et regnskab aldrig være noget der skal overstås. Dit regnskab og budget skal være dit stærkeste driftsværktøj.
Derfor vil jeg opfordre alle fjerkræproducenter, og de som overvejer at blive det, om at stille krav til den måde I får lavet regnskab og budgetter på. Du har nemlig mange muligheder for at kunne bruge data fra regnskabet til at træffe strategiske beslutninger eller til at drøfte næste skridt med din finansieringspartner.
Gå fra tal til handling
I Agillix har vi flere eksempler på kunder, der får tilpasset regnskabet til fjerkræproduktionens hverdag, så tallene afspejler det, du faktisk styrer efter i stalden. Vi har mulighed for at binde e-kontrol og holdopgørelser direkte sammen med økonomien, så der er en tydelig rød tråd fra produktion til resultatopgørelse og efterfølgende analyser af årets resultat.
Når regnskabet afspejler produktionsdataenes logik, kan du gå fra tal til handling. Produktionsnøgler som kg pr. kvadratmeter, foderudnyttelse, dødelighed og energiforbrug oversættes til driftsøkonomiske størrelser som dækningsbidrag pr. kvadratmeter, likviditet og afkast. Vi kan også opdele data på hver enkelt driftsenhed, så du nemmere kan sammenligne og optimere produktionen. Den samme struktur går igen i budgetterne og i de løbende opfølgninger, så du undgår talbrud og kan sammenligne hold, perioder og mål direkte. Måske du allerede har en idé om det, men ved at få det sat op bliver det lettere at se, hvad der faktisk driver bundlinjen: Er det pris, foder, energi eller kapacitetsudnyttelse? Er du på rette spor, eller giver det bedre mening at producere en anden type kyllinger?
Styrk dialogen
Den sammenhæng er også afgørende i dialogen med banken. Når produktionstal og regnskab taler samme sprog, bliver kreditvurderingen mere forudsigelig, og beslutninger kan træffes på dokumenterede, løbende opdaterede nøgletal. Banker efterspørger netop gennemsigtighed mellem produktionsresultater i stalden og økonomiske resultater; leverer du den kobling, får du en skarpere og ofte hurtigere proces samt bedre vilkår.
I vores fjerkræteam her i Agillix, har vi udover eksperter i regnskab, økonomi og skat, også kollegaer og samarbejdspartnere med kompetencer inden for miljø og totalrådgivninger inden for byggeri. Det er vores erfaring, at det gør processen noget nemmere, når du kan trække på et team, der kan hjælpe dig videre, hvis du har brug for at justere eller udvide din fjerkræproduktion.
Djævlen ligger i detaljen. Regnskabet og budgettet byder på muligheder, som du måske ikke er opmærksom på. Stil krav. Spørg din økonomirådgiver, hvad du har af muligheder for at få tilpasset dit regnskab, så det passer til hverdagen i din produktion.






































