Fra kalkun-praktikant til kyllinge-producent
Da Oleksandr Abrieiev kom til Danmark som landbrugspraktikant, havde han kun set kyllinger i køledisken i Ukraine. Nu producerer han én million slagtekyllinger om året som selvstændig.
Da 36-årige Oleksandr Abrieiev sidste år overtog en kyllingeproduktion ved Gedsted i Vesthimmerland og oprettede virksomheden Gedsted Fjerkræ, var det kulminationen på mange års målrettet arbejde mod at blive selvstændig landmand i Danmark.
Lige nu driver han en produktion på én million slagtekyllinger om året i to ejede og fire lejede kyllingehuse. I løbet af de kommende år er planen at udvide produktionen til mindst tre millioner kyllinger om året.
- Det er vigtigt for mig, at vi hele tiden flytter noget. Der skal være en udvikling. Nu er vi kommet godt fra start, faktisk bedre end forventet, men jeg har bestemt ikke planer om at stoppe op her og stille mig tilfreds, fastslår han.
Kun set kyllinger i køledisken
At det lige skulle være kyllingerne, der skulle blive Oleksandr Abrieievs levevej, stod langt fra skrevet i kortene under hans opvækst i Poltava i det centrale Ukraine.
- Poltava er en by, der er cirka tre gange større end Aalborg, så det eneste sted, jeg havde set kyllinger der, var i køledisken i supermarkedet, fortæller han.
Så det var med en fjerkræserfaring på nul, han i 2007 landede i Gedsted som landbrugspraktikant på den ejendom, han netop har overtaget. Dengang var det kalkuner, der blev opdrættet på adressen.
- Jeg gik på universitetet i Poltava, hvor jeg havde ønsket at få plads i en specialproduktion, og det blev altså kalkunerne. Men da ejeren i 2013 droppede kalkunerne og startede op med kyllingeproduktion, skulle jeg ud at finde et nyt job, fortæller Oleksandr Abrieiev.
Hurtig læring
Mens ejeren på kalkunfarmen i Gedsted, Per Jensen, skiftede til kyllinger, tog Oleksandr Abrieiev samme karriereskift med et job hos kyllingerne ved Erik Hjorth i Skørping.
- Ejeren koncentrerede sig om markerne og vidste ikke selv noget om kyllinger, så jeg fik hele ansvaret for den del af bedriften og måtte hurtigt i gang med at lære, fortæller Oleksandr Abrieiev, der hurtigt fik en konsulent fra Danhatch blandt favoritterne i telefonbogen.
- Det var vigtigt for mig at få råd fra en professionel og ikke bare nogen, der fortalte, at de plejede at gøre sådan eller havde hørt om andre, der gjorde sådan og sådan. Derfor ringede jeg meget tit til Danhatch, som heldigvis også rigtig gerne ville hjælpe. Og så havde jeg en lille bog, jeg skrev alt ned i, fortæller fjerkræfarmeren, der tilsyneladende hørte godt efter konsulentens råd.
- Allerede efter første år fik jeg et diplom for at have nogle af de bedste resultater for slagtekyllinger i Danmark, fortæller Oleksandr Abrieiev, der efter fem år som driftsleder i Skørping rykkede teltpælene op og flyttede til Esbjerg for at skabe et endnu bedre grundlag for selv at kunne starte op en dag.
- Jeg ville gerne have erfaring fra mere end ét sted, og i Esbjerg fik jeg chancen for at få ansvaret for en større kyllingefarm, fortæller han.
Kiggede over hele landet
Samtidig begyndte Oleksandr Abrieiev at kigge sig omkring efter muligheden for at starte som selvstændig, men kunne hurtigt konstatere, at det ikke er nogen let opgave at komme i gang som kyllingeproducent.
- Det er svært at finde et sted at begynde. Der er ikke mange kyllingefarme på markedet, og dem der er, er ofte store og dermed så dyre, at det er tæt på umuligt for en nystartet landmand at få en forretning ud af det inden for en overskuelig fremtid. Prisen for selv at bygge ville også være for høj til, at det kunne være en mulighed for mig, konstaterer Oleksandr Abrieiev, der ikke havde præferencer i forhold til, hvor i Danmark hans fremtid skulle ligge.
- Jeg kiggede over det hele. Havde muligheden budt sig på Bornholm, havde jeg slået til. Bare det var i Danmark, var placeringen ikke afgørende. Danske byer ligner hinanden - der er en Rema og en Fakta alle steder, så vi skulle nok klare den, ligegyldigt hvor vi endte.
Den perfekte mulighed
Trods visheden om, at han og familien ville kunne finde sig til rette alle steder, gjorde det beslutningen en hel del lettere, da muligheden bød sig for at vende tilbage til det sted, hvor Oleksandr Abrieievs danske tilværelse startede.
- Min gamle chef skrev og spurgte, om jeg var interesseret i at overtage en del af hans farm, da han planlagde at trappe ned over de kommende år. Det passede perfekt. Både fordi det var en mulighed for at komme i gang for en overkommelig pris, mens det også var en klar fordel, at jeg i forvejen kendte stedet og sælgeren, fortæller Oleksandr Abrieiev, som i løbet af de næste fire-fem år stiler efter at overtage de resterende ni kyllingehuse på Per Jensens farm.
Skeptisk bank
Med den perfekte mulighed i sigte, var arbejdet dog langt fra færdigt for Oleksandr Abrieiev, som i mellemtiden også havde fået den permanente opholdstilladelse, der er nødvendig for at starte virksomhed i Danmark.
- Den største udfordring var uden tvivl, at få banken med på idéen. Det var ikke nok at kunne vise gode resultater fra mine tidligere jobs, og de var langt hen ad vejen skeptiske i forhold til de forventninger, vi præsenterede for den fremtidige drift. Men både jeg og Per Jensen gjorde et stort arbejde, og med hjælp fra LandboNord lykkedes det heldigvis til sidst. Og resultaterne har siden vist sig at være bedre end vi havde kalkuleret med, fortæller Oleksandr Abrieiev, der nu forventer at være over den største hurdle.
- Nu er jeg kommet godt i gang og kan vise resultater som selvstændig. Det gør det uden tvivl lettere næste gang jeg skal i banken for at snakke om udvidelse, vurderer han.
Udover at føje flere kyllingehuse til samlingen over de kommende år er en af ambitionerne at få installeret fuldautomatiske systemer til ventilation og fodring.
Svære vilkår i Ukraine
Selvom det har krævet hårdt arbejde – både i stalden og ved skrivebordet – glæder Oleksandr Abrieiev sig over en forholdsvis let vej til livet som selvstændig. En mulighed, han ikke tror, han ville have fået i Ukraine.
- Danmark har et rigtig godt system, som gør det let at blive selvstændig. Det tager jo ikke mange minutter at gå ind på virk.dk og oprette en virksomhed. Og så er der ingen korruption. I Ukraine skal der betales penge under bordet, hvis du vil have nogen som helst mulighed for at starte op for dig selv. Og hvis du så endelig får lov til at starte, skal du også huske at betale til en masse forskellige mennesker, hvis du ikke vil risikere, at din gård bliver brændt af. Derfor var jeg heller aldrig i tvivl om, at jeg ville blive i Danmark, hvis jeg skulle have en chance for at blive selvstændig, forklarer kyllingeproducenten, der i sin tid havde endnu en grund til at vælge lige netop Danmark som destination for sit praktikophold.
- Danmark er det førende land inden for landbrug, og jeg ville lære det nyeste og det bedste, fastslår han.
Motivation er nøglen
Og at det, der startede med kalkuner, er endt med kyllinger, passer ham også ganske godt.
- Det er bare svært med kalkuner i Danmark, hvor det ikke er hverdagsmad. Der er det en helt anden sag med kyllinger, hvor der er stor efterspørgsel året rundt. Samtidig betyder det også meget at kunne køre en produktion med 8,5 rotationer om året frem for 2-3 rotationer. Det gør det hele lidt mindre følsomt, hvis noget skulle gå galt i en rotation – det har det heldigvis ikke gjort endnu, konstaterer han.
- Generelt passer kyllingeproduktionen mig godt i forhold til mange andre driftsgrene. Vi har ikke samme store prisudsving som hos grisene, mens arbejdet er mere fleksibelt end med køerne, siger landmanden, der dog lige mangler en enkelt ting for at gøre landmandslivet i Danmark endnu mere fleksibelt.
- Lige nu er vi låst af, at vi kun er min hustru og jeg til at klare arbejdet. Det betyder blandt andet, at vi ikke kan tage på familiebesøg i Ukraine. Derfor er planen også, at vi i takt med udvidelserne også får ansat en medarbejder.
Lige nu er mangel på ferie, dog ikke noget der bekymrer i en hverdag, hvor det er lysten, som driver værket.
- At være landmand er en livsstil. Vi er her fordi vi kan lide arbejdet med kyllingerne, og fordi vi er motiverede for det her. Motivation er nøgleordet. Man kunne måske godt klare arbejdet, selvom man ikke var synderligt motiveret for det, men man ville spilde sin tid, og man ville i hvert fald ikke opnå de bedst mulige resultater, fastslår han.
- Det er svært at finde et sted at begynde. Der er ikke mange kyllingefarme på markedet, og dem der er, er ofte store og dermed så dyre, at det er tæt på umuligt for en nystartet landmand at få en forretning ud af det inden for en overskuelig fremtid.
Oleksandr Abrieiev