Tre tons æg om dagen
Claus Kragh producerer hver dag 43.500 æg på sin farm med 44.000 skrabehøns.

- Vi har haft nogenlunde stabile, men svagt faldende priser. Og nogle få øre har stor betydning for os som producenter, siger Claus Kragh, der producerer 43.000 skrabeæg om dagen.
Tekst og foto: Ebbe Mortensen, freelancejournalist
- Som udgangspunkt ser vi positivt på fremtiden.
Sådan lyder meldingen, når Claus Kragh, Langkroggård ved Årup, tager temperaturen på den danske ægproduktion.
Faldende priser og import af udenlandske æg kaster dog skygger over den danske produktion, og den fynske ægproducent har desuden måttet inkassere et økonomisk tab på 2,5 millioner kroner, fordi han var nødt til at investere i et nyt staldsystem, før det gamle var afskrevet.
Da Claus Kragh overtog ejendommen i 1998 blev der produceret æg på basis af 23.000 burhøns. I 2011 investerede han i et nyt staldsystem med velfærdsbure, der har siddepind, redekasse og sandbade.
- Men det produktionssystem måtte vi udskifte igen for et par år siden, fordi indkøberne i de danske supermarkedskæder besluttede, at de ikke ville sælge æg fra burhøns længere. Jeg nåede lige at producere med det nye system i fem år, så måtte jeg smide det hele på lossepladsen, fortæller Claus Kragh.
Udenlandske æg i butikkerne
Indkøbernes beslutning påvirkede ikke kun hans hønsehus. Opdrættet måtte også ændres.
- I dag skal vi opdrætte i et system, som svarer til det, dyrene skal over i. Så i forbindelse med omlægningen fra burhøns til skrabeæg, måtte vi også investere i et opdræt, som matchede skrabesystemet, fortæller den fynske ægproducent.
Han undrer sig samtidig over, at nogle af de samme indkøbere, som besluttede at de ikke ville sælge buræg længere, nu er begyndt at importere udenlandske æg fra Finland.
- Det undrer vi os meget over i branchen. I Danmark har vi en kontrol for salmonella hver 14. dag. Uden for Danmark kontrollerer man kun hver 15. uge. Så i teorien er sandsynligheden for salmonella otte gange så stor med de udenlandske æg. Men indkøberne fortæller alligevel købmændene, at de udenlandske æg er lige så sikre som de danske, fortæller Claus Kragh.
Hvis forbrugerne vil sikre sig danske æg, skal de kigge efter Danske-Æg mærket på æggebakkerne i butikkerne.
Stigende eksport af danske æg
Han glæder sig dog samtidig over, at indkøberne i udlandet har fået øjnene op for de danske ægs høje standard og sporbarhed.
2018 var således et ualmindeligt godt år for eksporten af danske æg, der steg med 19 procent i forhold til året før. I kolde kontanter svarer det til en stigning på 73 millioner kroner. Det er især svenskerne, som er vilde med de danske æg, men også andre EU-lande aftager danske æg i stigende mængder.
Uden for EU er Asien det vigtigste marked for de danske ægproducenter. Asien aftog seks procent af eksporten af æg i 2018 til en værdi af 44 millioner kroner. Det er en stigning på 13 procent i forhold til året før.
- Det er alment kendt ude i verden, at Danmark har en meget høj grad af fødevaresikkerhed, og der er kundesegmenter på mange markeder, der efterspørger den fødevaresikkerhed, som de danske producenter kan levere, påpeger Jørgen Nyberg Larsen, der er sektorchef i Danske Æg.
EU Kommissionen forventer, at forbruget af æg i EU vil stige med 10 procent frem mod 2030.
Eksport øger sårbarheden
Claus Kragh ser positivt på den stigende eksport af danske æg, men den kan også blive for stor, mener han.
- Hvis vi får et udbrud af fugleinfluenza, bliver grænserne omgående lukket. En stor eksportandel betyder derfor også en stor sårbarhed, hvis vi får et sygdomsudbrud. En nedlukning af produktionen vil typisk vare fra et halvt til et helt år, og det er der ingen producenter, der kan overleve, påpeger han.
Ægproducenternes økonomi afhænger af afregningspriserne, der påvirkes af udbud og efterspørgsel i Europa.
- Vi har haft nogenlunde stabile, men svagt faldende priser. Så vi må hele tiden trimme vores produktionssystem for at være effektive, understreger Claus Kragh, som er klar til at udvide produktionen, hvis der er afsætning for den.
Gårdens pakkeri kan klare en produktion, som er tre gange så stor som i dag.
- Men lige nu skal vi ikke ud og investere, for der er for mange æg på markedet. Så aktuelt er der ikke afsætning for flere æg, medmindre eksporten stiger yderligere, eller vi får de udenlandske æg ud af markedet, siger Claus Kragh.
Langkroggård
· Langkroggård ligger på adressen Ladegård Mark 53, 5560 Aarup.
· Claus Kragh overtog ejendommen i 1998, hvor produktionen var baseret på 23.000 burhøns.
· I dag er produktionen baseret på 44.000 skrabehøns.
· Desuden drives 330 hektar. Markplanen i år består af vinterbyg, hvede, havre og ærter. Normalt er der også raps med i markplanen.
· Størstedelen af planteproduktionen anvendes som foder til hønsene.
· Der er tre fuldtidsansatte på bedriften plus en medarbejder på flextid seks timer om ugen.