Trecifret millionbeløb til foderfabrikker i Skave og Vrå

DLG fortsætter de strategiske investeringer på det danske hjemmemarked, hvor der over de kommende år vil blive investeret et trecifret millionbeløb i udvidelse og modernisering af fabrikkerne i Skave og Vrå.

- Jeg er glad for, at vi nu kan gå i gang med at modernisere to af vores strategisk vigtige fabrikker, fordi vi derigennem øger lønsomheden og bæredygtigheden i produktionen, lyder det fra vicedirektøren i DLG, Niels Søren Rasmussen | Foto: Niels Hougaard.
- Jeg er glad for, at vi nu kan gå i gang med at modernisere to af vores strategisk vigtige fabrikker, fordi vi derigennem øger lønsomheden og bæredygtigheden i produktionen, lyder det fra vicedirektøren i DLG, Niels Søren Rasmussen | Foto: Niels Hougaard.

DLG’s fabrikker i Skave og Vrå skal moderniseres.

Det har DLG’s bestyrelse for nylig godkendt som et led i den fortsatte udvikling af den danske grovvareforretning, og det er blot det seneste i en række af store projekter på det danske hjemmemarked. 

Inden for de seneste år er der samlet set investeret mere end 500 millioner kroner i strategiske projekter, som blandt andet tæller et nyt logistikcenter i Taulov, Danmarks største kornterminal på havnen i Masnedø ved Vordingborg, flytningen af hovedkontoret fra København til Fredericia samt en ny vitamin- og mineralfabrik i Brædstrup og nu moderniseringen af de to fabrikker i Nord- og Vestjylland.

- Selvom vi har en stor del af vores forretning i udlandet, så er det i Danmark, vi har vores rødder og vores ejere. Det danske hjemmemarked er vigtigt for os, og det er højt på vores dagsorden fortsat at udvikle og investere i vores danske grovvareforretning, siger Niels Søren Rasmussen, der er vicedirektør i DLG.

- Derfor er jeg glad for, at vi nu kan gå i gang med at modernisere to af vores strategisk vigtige fabrikker, fordi vi derigennem øger lønsomheden og bæredygtigheden i produktionen. Det stiller os endnu stærkere på det danske marked i fremtiden og er medvirkende til, at vi fortsat kan skabe værdi for vores danske kunder og ejere.

Kvalitet og sikkerhed i fokus

Den økologiske fabrik i Skave udvides med en række nye siloer til råvarer, så de nuværende kan anvendes til korn. Samtidig etableres en ny kornhal samt et tørreri og en toaster, ligesom de interne transportveje forbedres. Udvidelsen gør det desuden muligt at anvende flere forskellige proteinråvarer i produktionen af økologisk foder, og der kan dermed i endnu højere grad fokuseres på lokalt producerede råvarer.

I Vrå vil fabrikken, hvor der produceres svinefoder, blive moderniseret med nye siloer, en ny kornhal, et nyt påslag og forbedrede interne transportveje. Udvidelsen øger DLG’s kornkapacitet i Vendsyssel og reducerer samtidig transporten af korn til fabrikken.

- I vores arbejde med de to projekter har vi haft fokus på at forbedre ikke blot kvaliteten i produktionen, men også sikkerheden på fabrikkerne. Samtidig kan vi med den øgede kornkapacitet i både Skave og Vrå mindske transporten af korn mellem vores lokationer, hvilket er godt for miljøet, siger Bøje Kjær, vicekoncerndirektør med ansvar for DLG Supply.

- Alt i alt er det investeringer, der giver god mening på flere parametre, og samtidig er vigtigt i forhold til den langsigtede udvikling og effektivisering af vores danske supply chain, afslutter han. 

Arbejdet med at modernisere de to fabrikker forventes påbegyndt i 2021 og vil blive færdiggjort i 2022.

db

Læs også

Nyt foder til fjerkræ sparer miljøet for CO2
Projekt om dødelighed viser positive takter
DLG: Værdien af høsten er på 11,5-12 milliarder kroner
Foreløbige resultater: Mindre råprotein i vinterbyggen end sidste år
Test af maskiner skal forbedre høsten af græs til fremstilling af protein
Mykotoksiner kan blive et problem i foderet i år