Nyt foder til fjerkræ sparer miljøet for CO2

Grovvarekoncernen Danish Agro lancerer en ny foderblanding til fjerkræ, der udleder væsentligt mindre CO2.

Danish Agros nye foderblanding til slagtekyllinger vil årligt spare miljøet for cirka 4.500 tons CO2. Det svarer til den samme mængde CO2, som 2.000 personbiler gennemsnitligt udleder på et år. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Gevinsten ligger i, at en del af den sojaskrå, der anvendes som protein-råvare i foderet, nu erstattes med danskproducerede ærter, der har et lavere CO2-aftryk.

- I Danish Agro arbejder vi aktivt med en række forskellige tiltag, hvis formål er at mindske miljøpåvirkningen fra den protein, som bruges i vores foderproduktion. Produktionen med ærter som råvare i slagtekyllingefoderet blev startet op som et forsøg, men det har vist så gode resultater, at det nu bliver permanent, fortæller Henrik Schjang Larsen, markedsdirektør for fjerkræ i Danish Agro.

Danske ærter

Med de danskproducerede ærter sparer Danish Agro mellem 2.000 og 3.000 tons soja i blandingerne om året, forklarer Henrik Schjang Larsen.

Dette betyder, at den årlige miljømæssige besparelse vil være på cirka 4.500 tons CO2. Og udover den miljømæssige gevinst er der også fordele at hente for både dyrene og landmanden:

- Kyllingerne får en bedre mavesundhed, når der anvendes ærter som proteinkilde i foderet. Det har en betydning for strøelsen i stalden, ligesom kyllingerne trives bedre. Ærterne giver desuden en bedre pillekvalitet, så der undgås smuld i foderet. I sidste ende gavner dette landmandens økonomi, forklarer Henrik Schjang Larsen.

Høje forventninger til fremtiden

Det er muligt, at Danish Agro i fremtiden kan erstatte endnu mere sojaskrå med lokalt produceret protein som eksempelvis ærter i slagtekyllingefoderet.

Fremtidsudsigterne for yderligere udvikling på området er gode:

- Som afgrøde er ærter fordelagtig at dyrke i Danmark. Ærter er nemlig god som forfrugt til hvede, idet forfrugtsværdien er 10-15 procent i merudbytte i forhold til en hvedemark. Ærter har desuden en positiv indvirkning på jorden, når den sås efter en kornafgrøde, så for de danske landmænd er der et godt potentiale for at dyrke ærter på markerne, forklarer Christian Hjerpsted, Markedsdirektør i Danish Agro.

db

Læs også