Kolding Byråd ønsker, at havn, fjord og natur skal bindes sammen med Kolding bymidte.

Derfor besluttede et enigt Kolding Byråd i denne uge at lukke erhvervshavnen i byen i løbet af de næste 25 år. Beslutningen betyder, at 17 virksomheder, der hører til på erhvervshavnen i Kolding, nu skal indstille sig på at finde nye steder at have lagerhaller og kontorer. Det gælder blandt andre Danish Agro og DLG. 

Koncernchef i Danish Agro, Henning Haahr, er forundret over beslutningen, som er truffet uden forudgående dialog med erhvervsvirksomhederne på havnen. 

- Det er dybt problematisk, når erhvervslivet bliver taget som gidsler i denne type beslutninger. For to uger siden fremlagde Kolding Havn en vækstplan, som i øvrigt er vedtaget med kommunal deltagelse, og nu 14 dage senere beslutter man så, at havnen skal nedlægges. Det giver ikke mening. 

- En sund og tillidsfuld dialog er forudsætningen for et godt erhvervsklima i kommunen, og det synes jeg langt fra Kolding Kommune lever op til i denne sag, siger han, og opfordrer byrådet til at genoverveje sin beslutning.

Forbløffet

Også hos DLG er man forbløffet over Kolding Byråds ageren i sagen. DLG har over de sidste fem år investeret et trecifret millionbeløb i at ombygge og udvide deres fabrik i Kolding.

- Det var jo et stort og velovervejet skridt, vi tog i samarbejde med Kolding Kommune i sin tid, så derfor kommer det som en stor overraskelse, at de nu vil lukke erhvervshavnen. Hvis vi havde vidst det dengang, så havde vi selvfølgelig aldrig lavet den investering. Så havde vi set på alternative investeringsmuligheder, siger koncernchef i DLG, Kristian Hundebøll.

DLG’s fabrik i Kolding forsyner 1,5 million slagtesvin, eller 8 procent af alle slagtesvin i Danmark.  

- Hvis vi skal flytte tingene, vil det betyde en øget omkostning for dansk landbrug på 14 millioner kroner, så det er jo væsentligt. Og det er altså ikke omkostninger, dansk landbrug har mest brug for lige nu, tilføjer han. 

Han tilføjer, at selv om 25 år er lang tid, skal DLG’s investeringer ses over en længere tidshorisont. 

Vil gå ud over landmænd

Også hos Landbrug & Fødevarer er man forundret over Kolding Kommunes beslutning om at lukke erhvervshavnen.

- Vi ser med stor alvor på, at man uden inddragelse af erhvervslivet beslutter at opsige lejemålene og omdanne havnens areal til rekreative formål og boliger. Selvom opsigelsesperioden rækker nogle år ud i fremtiden, så er det alvorligt for de virksomheder, der har fokuseret dele af deres forretning og investeret i Kolding, siger direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen.
Ifølge ham vil beslutningen gå ud over landmænd.

- Det er uforståeligt over for erhvervslivet i Kolding-området, og det vil gå ud over investeringslysten i kommunen. Samtidig vil landmændene også blive ramt af en dyrere foderregning, fordi foderet uden havnen skal transporteres længere, siger Flemming Nør-Pedersen.

Borgmester: Ikke Chicago-metoder

I Kolding Kommune forstår borgmester Jørn Pedersen (V) godt den frustration, som DLG og Danish Agro har givet udtryk for. Kommunen vil nu gå i dialog med de 17 virksomheder, der hører til på havnen. 

- Jeg er jo ikke i tvivl om, hvad Danish Agro mener. Men der er jo ikke nogen, der er interesseret i at flytte. Men det er nu en gang en politisk retning. Hvis vi tog en afstemning om emnet på havnen, ville det jo ende 17-0, siger Jørn Pedersen.

Kommunen har fokus på den langsigtede udvikling for området. 

- Vi har lavet en aftale om, at vi vil behandle virksomhederne ordentligt. Det er ikke sådan, at vi bruger Chicago-metoder ved ikke at give nye miljøtilladelser, selv om man har en lejekontrakt. Sådan er det ikke. 

Genforhandling

Samtidig åbner kommunen op for en genforhandling af virksomhedernes lejekontrakter på havnen. 

- Måske kunne nogle af dem overveje at placere sig i et andet område i Kolding, eller på sigt overveje andre muligheder. Måske har nogle af dem brug for en forlængelse på ti år, siger Jørn Pedersen. 

Kolding Havn har i dag 433 arbejdspladser direkte på havnen og cirka 2.800 afledte arbejdspladser i kommunen.