DTU Fødevareinstituttet har undersøgt indholdet af næringsstoffer og energi i takeaway-måltider på det danske marked. Undersøgelsen viser blandt andet, at energiindholdet i de 22 måltider ofte er meget højt.

- Jeg kan godt blive bekymret, når jeg ser hvor meget energi, der kan være i et enkelt takeaway-måltid, og over at variationen er så stor. For eksempel når det gælder pizza. En »Pizza med kebab« bidrager med 67 procent af det anbefalede daglige energiindtag for voksne på cirka 10.000 kilojoule, mens den traditionelle »Pizza Margherita« varierer fra 3.700 til 6.000 kilojoule, afhængigt af, hvor du køber den, siger seniorforsker Jette Jakobsen fra DTU Fødevareinstituttet.

Top tre for energiindhold er »Pizza med kebab, salat og dressing«, »Butter chicken med ris« og »Kylling i rød karry med ris«. Burgere (med »Oksekød og ost«, med »Oksekød«, med »Kylling og ost«), samt »Salat med kylling, dressing og brød«, har de laveste energiindhold på ca. 3.000 kilojoule.

Alle måltiderne indeholder meget energi per 100 gram, hvor retterne »Pad Thai med rejer« og »Kylling i rød karry med ris« ligger lavest. Alligevel ligger den samlede energi i »Kylling i rød karry med ris« helt i i top for et enkelt måltid, da det vejer hele 850 gram.

Energiindholdet i en burger med oksekød og ost varierer fra 2.300 til 4.100 kilojoule afhængigt af, hvor du køber den. Det gør det svært for forbrugerne at vurdere, hvor meget energi de får. Foto: Burger King

Energiindholdet i en burger med oksekød og ost varierer fra 2.300 til 4.100 kilojoule afhængigt af, hvor du køber den. Det gør det svært for forbrugerne at vurdere, hvor meget energi de får. Foto: Burger King

For meget salt og mættet fedt

Den maksimalt anbefalede mængde salt i maden er 5,8 gram. Men de undersøgte takeaway-måltider indeholder typisk langt over det anbefalede niveau.

- Vores undersøgelse viser, at der generelt er alt for meget salt i takeaway-måltider. Måltiderne indeholder op til næsten tre gange mere end det anbefalede maksimum, siger Jette Jakobsen.

»Kylling i rød karry med ris« havde det markant højeste indhold af salt på 15 gram, hvilket er tæt på tre gange det anbefalede maksimale daglige indtag.

Anbefalingerne for energi fra mættet fedt (som ofte er animalsk fedt) er, at det skal være mindre end 10 procent af den samlede energi, og det lever takeaway-måltiderne langtfra altid op til.

- Halvdelen af takeaway-måltiderne lever ikke op til begrænsningen for mættet fedt, da 11-17 procent af energien stammer fra mættet fedt, siger Jette Jakobsen.

Mangel på kostfibre

Også kostfiberindholdet er ret lavt, og kun en enkelt ret ligger over de anbefalede 3 gram per 1.000 kilojoule, nemlig »Pitabrød med falafel«.

- Takeaway-måltiderne har en generel mangel på kostfibre, og hver gang et delelement ikke lever op til anbefalingerne, betyder det jo, at måltiderne ikke er så sunde, som de burde være. Med hensyn til kostfibrene handler det om, at noget mere fuldkorn og flere grove grøntsager skal i retterne, siger Jette Jakobsen.

Der har været en markant stigning i brugen af takeaway-mad i Danmark de seneste år. Ifølge en undersøgelse fra Landbrug & Fødevarer fra sidste år udgjorde takeaway-mad seks procent af danskernes aftensmåltider, med med pizza og burger som de mest populære valg.