Udenlandske krydderier bag pesticidfund
I alt 451 fødevareprøver er udtaget i forbindelse med den danske pesticidkontrol for 2. kvartal 2025. For fire af prøverne har DTU Fødevareinstituttet vurderet, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes. De var alle udenlandske.

De pesticidrester, som DTU Fødevareinstituttet har fundet i fire produkter over grænseværdierne og vurderer kan udgøre en sundhedsrisiko, stammer fra importerede krydderier. Foto: Colourbox
DTU Fødevareinstituttets seneste pesticidkontrol viser, at fire fødevareprøver ud af 451 analyserede i 2. kvartal 2025 indeholdt pesticidrester over grænseværdien. I alle tilfælde stammer produkterne fra udlandet, og DTU vurderer, at en sundhedsmæssig risiko ikke kan udelukkes.Det oplyser DTU Fødevareinstituttet i en pressemeddelelse.
Der er tale om tre krydderiprodukter fra Indien og ét fra Kina. I krydderiblandinger og masala fra Indien samt i røde peberkorn fra Kina blev der fundet rester af stoffet chlorpyrifos, mens der i spidskommenpulver fra Indien blev påvist både chlorpyrifos og picoxystrobin.
Når pesticidindholdet overskrider grænseværdien, må fødevaren ikke sælges i Danmark. Vurderes det, at indholdet kan udgøre en sundhedsmæssig risiko, bliver produktet desuden tilbagekaldt, og der udsendes en advarsel via EU’s varslingssystem for fødevarer, RASFF. De fire fund har alle ført til sådanne notifikationer.
Resultaterne indgår i den danske pesticidkontrol, som hvert kvartal udføres af Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. En mere detaljeret gennemgang af årets fund vil blive offentliggjort i den samlede årsrapport, der udkommer i anden halvdel af 2026.









































