Fynsk førstemand fik ikke toppost

Heller ikke tredje gang opnåede Torben L. Povlsen at blive valgt til viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Frederikshøj, Torben Povlsens landbrug ved Frørup, har en griseproduktion baseret på 810 søer og et markbrug på 270 hektar. Arkivfoto: Erik Hansen

Tredje gang blev ikke lykkens gang for Torben Lyngsøe Povlsen. Heller ikke denne gang lykkedes det den fynske landboforeningsformand at blive valgt til landbrugets absolutte top.

Ved afstemningen om viceformandsposten i Landbrug & Fødevarer ved forrige uges delegeretmøde i Herning hentede Torben L. Povlsen 123 stemmer, mens hans modkandidat, den jyske formand for L&F Fjerkræsektionen, Martin Hjort Jensen, fik 200 stemmer.

- Efter vi førte en god og sober kampagne, er det kun at respektere demokratiet, når stemmerne er talt op. Dansk landbrug står overfor kæmpe opgaver, og derfor vil jeg selvfølgelig ønske Martin (Hjort Jensen, red.) alt muligt held og lykke med dette arbejde, lyder det fra formanden for L&F Centrovice.

Udtræder af forretningsudvalg

Ved delegeretmødet meddelte Torben Povlsen, at han træder ud af forretningsudvalget i Landbrug & Fødevarer. En post, han har haft siden 2013.

- Jeg genopstiller ikke til dette niveau længere, men fortsætter som fynsk formand i hovedbestyrelsen, lyder fra Torben Povlsen, der ikke er på valg i den fynske landboforening ved næste års generalforsamling, men fremhæver, at Centrovice er forberedt med nye kræfter med aktuelt to næstformænd.

For Torben Povlsen vil kalenderen fortsat været fyldt uden de 10 årlige forretningsudvalgsmøder på landsplan.

Lokale treparter

- Vi har allerede sat dagsordenen med lokale treparter, ikke mindst i partnerskabet omkring vandmiljøtilstanden i Odense Fjord. Næste opgaver, som vi skal være med til at implementere på en konstruktiv måde, bliver Gamborg Fjord, Holckenhavn Fjord, Det Sydfynske Øhav og sikkert også andre steder.

- Desværre er vi i et vadested med hensyn til den grønne trepart, hvor vi skal forholde os til, hvor pilen peger henad. Den lokale viden, som vi i Centrovice sidder inde med, vil vi naturligvis udnytte, men også samarbejde med andre foreninger, som rækker ud til os i den sammenhæng, for at varetage dansk landbrugs interesser på stærkeste vis.

Videre nævner han, som en blandt de mange andre lokale opgaver, Det Fynske Dyrskue, der er inde i en god proces frem mod 2025-udgaven,

Folketingskandidat?

- Du har været nævnt som emne til et fynsk folketingskandidatur?

- Det er altid interessant og spændende at blive bragt i betragtning. Jeg var gearet til den store opgave i L&F, som nu skal varetages til anden side, og derfor er jeg glad for, at der nu er tid sammen med familien og tid til at løse de opgaver, vi ellers har, og se ind i fremtiden. Hvad der ligger i sådant kandidatur, har jeg ikke sat mig videre ind i for nuværende.

- Og, fortsætter Torben Povlsen, jeg har jo min bedrift, hvor jeg er rigtig godt tilfreds med det setup, jeg har med familien og medarbejderne. Og hvor jeg stadigvæk er ham - når jeg er hjemme - som spørger, hvad jeg kan hjælpe med, eller hvor der er brug for en ekstra hånd.

Bedriften derhjemme på Frederikshøj og Ledstedlund ved Frørup har en griseproduktion baseret på 810 søer og et markbrug på 270 hektar.

Læs også