Det er blevet afgørelsens time for fusionsplanerne mellem Odsherreds Landboforening og Sjællandske Familielandbrug. Hos sidstnævnte var det nødvendigt med en ekstra ekstraordinær generalforsamling.
Her i november bliver det definitivt afgjort, om fusionsplanerne mellem Odsherreds Landboforening og Sjællandske Familielandbrug bliver ført ud i livet.
Det afgøres på en ekstraordinær generalforsamling i de to foreninger, og i hvert fald hos Sjællandske Familielandbrug tegner det blot til at være en formalitet.
På en ekstraordinær generalforsamling onsdag den 1. november var der således massiv opbakning til fusionen med Odsherreds Landboforening. Hele 32 stemte for og kun tre stemte imod.
Problemet var dog, at der ikke var tilstrækkeligt med medlemmer på mødet, der blev holdt på Chr. VI Overdrevskro nær Ortved mellem Ringsted og Roskilde. Ifølge Sjællandske Familielandbrugs vedtægter krævede vedtagelsen nemlig fremmøde fra mindst to tredjedele af medlemmerne, og det var altså ikke tilfældet.
Derfor blev det nødvendigt med en ekstra ekstraordinær generalforsamling i Sjællandske Familielandbrug, og her på den anden ekstraordinære generalforsamling, der har fundet sted efter redaktionens deadline, kræves blot simpelt flertal for at få grønt lys til fusionen med Odsherreds Landboforening.
Navn allerede på plads
Onsdag den 22. november afholdes den ekstraordinære generalforsamling i Odsherreds Landboforening, og i den nordvestsjællandske forening er der ikke noget krav omkring fremmødet for at træffe en beslutning.
Her er det allerede i første omgang således flertallet, der enten bakker op eller forkaster bestyrelsens forslag om en sammenlægning med Sjællandske Familielandbrug.
Odsherreds Landboforenings ekstraordinære generalforsamling den 22. november foregår i Vig Forsamlingshus, og det er med mødestart klokken 19.30.
Såfremt der i begge foreninger er opbakning til sammenlægningen, er den altså en realitet. Navnet på fusionen er faktisk også allerede på plads. Den kommer til at hedde LASJ, som står for Landboforeningen Sjælland.