Fokus på fremtidens grønne omstilling på Fyn ved stormøde på Lundsgaard Gods.
Fremtidens grønne omstilling på Fyn var i fokus og blev intenst drøftet, da klimaminister Dan Jørgensen (S), de fynske borgmestre, erhvervslivet og landbruget forleden var samlet til »Grønt Topmøde« på Lundsgaard Gods ved Kerteminde.
Torben Povlsen, formand Centrovice, der selv deltog i paneldebatten på mødet, roser initiativet fra kommunerne om en fælles grøn vision for Fyn - med omdrejningspunkt i FNs Verdensmål 17: Partnerskaber for handling.
- Det var et godt setup, hvor vi på tværs af politikere og erhvervsliv bød ind på fremtidens grønne omstilling. Jeg oplevede, at landbrugets positive indstilling til at udvikle sig fremad, finde nye løsninger og vækste sig til en grøn omstilling, som fremlagt i Landbrugets Klimavision 2050, blev godt modtaget, siger Torben Povlsen efter mødet.
- Der var dog også en ung klimaaktivist med i panelet, der ikke var med på vækstdagsordenen. Det fandt jeg meget skuffende, da vi i landbruget jo desværre har set, at der, hvor nye tiltag ikke giver fremdrift og vækst, dør de gode intentioner.
Stor rolle
- Landbruget spiller en stor rolle i et bæredygtigt samfund fremadrettet, specielt på fødevarer og energi. Vi oplever stor interesse for, at vi byder ind. Men vi insisterer dog på, at miljøgevinsterne også skal blive synlige på landbrugets grønne bundlinje, understreger Torben Povlsen, der på mødet fandt det godt at høre, at klimaministeren ser et fremtidsscenarie, hvor vi skal forske og vækste os til nye løsninger.
- Dette netop på dagen, hvor der fremkom nyheden om, at vi forhåbentligt er på vej mod den klimavenlige kød- og mælkeproduktion i kvægsektoren, tilføjer Centrovice-formanden.
Udover paneldebatten med Peter Rahbæk Juel, borgmester Odense, Troels Ranis, branchedirektør DI-Energi, Henrik Neelmeyer, formand Fynsk Erhverv, Jens Meier Pedersen, rektor for UCL, direktør Camilla Haustrup Hermansen, Plus Pack og Maja Parsberg, klimaaktivist, indledte klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen det grønne topmøde. Endvidere var der fire indlæg fra erhvervslivet.
På de indlagte Workshops blev der diskuteret en bæredygtig bygge- og ejendomsbranche, Fyn (næsten) uden affald, og hvor skal energien komme fra i fremtiden.