GENERALFORSAMLING - Det er et problem, at landbruget ikke får tilskrevet goodwill i den offentlige mening for dets produktion af biogas og andet biologisk restmateriale, men i stedet skammes ud for brug af lovlige pesticider.

Det var et af de mange budskaber, der kom på bordet, da Sydvestjysk Labdboforening mandag afholdte deres årlige generalforsamling hos Sagro i Esbjerg, hvor godt 100 landmænd var dukket op.

De fremmødte kunne høre formand Niels Chr. Laursen udpege de største udfordringer for landbruget fremadrettet.

- Vores store udfordringer er, at vi ikke er robuste nok. Vi har for mange begrænsninger, og vi er ikke lækre nok, sagde formanden og uddybede om den manglende robusthed:

- Indtjeningen hos minkavlerne er katastrofal, og hos svineproducenterne er den heller ikke tilstrækkelig. For mælkeproducenterne ser det bede ud, men indtjeningen er ikke prangende, sagde han.

En planche, der blev brugt i forbindelse med hans beretning viste, at svineproducenternes forventede indtjening i 2018 var på minus 1,1 millioner kroner, hvilket Niels Chr. Laursen betegnede som »helt utilfredsstillende«.

Hug til Berlingske

Niels Chr. Laursen berørte også sommerens tørke, og konkluderede, at selv om tørken havde betydet store tab i branchen, var alt ikke gråt i gråt.

- Hvis jeg skal finde noget positivt ved tørken, så er det, at vi fik en fantastisk forståelse for vores problemer i den brede befolkning. Og hvis vi har hr. og fru Jensens sympati, så får vi også politikernes sympati. Gaveposen blev åbnet, selv om der ikke kom særligt meget op af den, sagde han med henvisning til tørkepakken.

 Men forståelsen for landbrugets udfordringer kan være presset af den seneste tids skriverier om landbrugets medvirken eller mangel på samme i forhold til landbrugspakken og de statslige krav om en sænkning af kvælstofudledningen på cirka 20 procent.

Formanden havde ikke meget til overs overfor de artikler, der har været i blandt andet Berlingske om landbrugets samarbejdsvilje i sagen.

. Det er alt for tidligt og ikke fair, når Berlingske skriver, at landbruget har svigtet løftet om at skrue ned for udledningen af kvælstof. Der har været nævnt en masse tal, og vores kritikere har brugt og misbrugt tallene til at stille os i et dårligt lys, som nogle, man ikke kan indgå frivillige aftaler med, sagde Niels Chr. Laursen.

Især har anlæg af minivådområder været en udfordring, og formanden opfordrede til, at man ændrer i procedurerne ved ansøgninger.

- Man skal tage vandprøver i et helt år, inden man kan indsende en ansøgning. Og så er der kun én årlig ansøgningsperiode. Det bør man ændre politisk, så der bliver to ansøgningsrunder om året. Så kan vi speede processen op, sagde han.

Fokus på klimaet

Klimaet kom også i fokus, da aftenens gæstetaler, Landbrug & Fødevarers direktør Morten Høyer talte om landbrugets klimaudfordringer. Senere på måneden kommer L&F med deres eget klimaudspil, i halen på de udspil, der den seneste tid er kommet fra bl.a. Danish Crown og Arla.

Udover at vælge nye medlemmer af bestyrelsen godkendte generalforsamlingen også foreningens regnskab. Det viste et overskud på 1,18 millioner kroner, hvilket var stærkt præget af foreningens andel i rådgivningsselskabet Sagro, der bidrog positivt til regnskabet med knapt 2,7 millioner kroner.