DLF i stort opkøb
DLF har underskrevet en købsaftale om overtagelse af PGG Wrightson Seeds, der er det førende frøselskab på den sydlige halvkugle, med base i Christchurch, New Zealand. Købsaftalen ligger i forlængelse af DLFs strategiske målsætning om at udbygge sine aktiviteter på den sydlige halvkugle.

-Overtagelsen af PGG Wrightson Seeds’ frøaktiviteter er en unik mulighed for DLF, og ledelsen har længe drømt om dette opkøb, siger adm. direktør Truels Damsgaard, DLF, der ser store perspektiver i købet.
Købet er betinget af myndighedernes godkendelse, og der forventes en tidshorisont på seks måneder, før handelen er endelig.
- Overtagelsen af PGG Wrightson Seeds’ frøaktiviteter er en unik mulighed for DLF, og ledelsen har længe drømt om dette opkøb, siger adm. direktør Truels Damsgaard, der ser store perspektiver i købet.
- DLF er stærkt positioneret som markedsleder inden for frø til foder- og plænegræs på den nordlige halvkugle, og med PGG Wrightson Seeds, der er markedsleder på den sydlige halvkugle, er vi nok det tætteste, man kan komme på et perfekt match i den globale frøbranche.
- Vores vurdering er, at PGG Wrightson Seeds profil passer strategisk særdeles godt til DLF - både i forhold til produkter og geografi. Med købet får vi forenet vores distributionsplatforme nord og syd for ækvator, og vores produkter komplementerer hinanden rigtigt godt.
Bestyrelsesformand i DLF AmbA, Christian Høegh-Andersen ser handelen som en gevinst for ejerne, de danske frøavlere:
- Frøbranchen er en niche inden for landbruget, og global tilstedeværelse er en forudsætning for, at vi som ejere opnår fuldt afkast af vores involvering. For at vi kan skabe de bedste produkter, er moderne planteforædling og bioteknologi en nødvendighed, og det kræver i stigende omfang betydelige ressourcer og en kritisk masse. Som ved tidligere opkøb er vi i bestyrelsen overbeviste om, at ledelsen vil sikre et fornuftigt afkast af den betydelige investering.
– Gennem de seneste 15 år har PGG Wrightson på meget stærk vis optimeret indtjeningen i New Zealand ved at udvikle og sælge de førende sorter til såvel mælke- som kødproducenter. Denne markedsposition har de taget videre til Australien og også flere lande i Sydamerika.
Både DLF og PGG Wrightson har gennem mange år investeret målrettet i planteforædling og bioteknologi, og sammen med en avanceret frøteknologi har begge virksomheder udviklet et meget innovativt og komplet sortsprogram med moderne, robuste og produktive sorter til både landbrug og plæner.
Fakta om PGG Wrightson Seeds og DLF
PGG Wrightson Seeds producerer og afsætter frø af plænegræs og en række kløver- og græsarter samt korsblomstrede foderafgrøder og kornsorter til landbruget og har opnået en position som markedsleder inden for frø til plæne og foder på den sydlige halvkugle.
Frøvirksomheden har et veludviklet forsknings- og udviklingsprogram og har en stærk position til at udbygge og udvikle aktiviteterne på såvel eksisterende som nye markeder.
Virksomheden har knap 600 medarbejdere, heraf halvdelen i New Zealand og resten ligeligt fordelt mellem Australien og Sydamerika. PGG Wrightson Seeds omsætter årligt for omkring 2 mia. DKK.
DLF har gennem flere år investeret i frøaktiviteter på den sydlige halvkugle og har koncernselskaber i New Zealand, Uruguay, Argentina og Sydafrika. Med tilgangen af PGG Wrightson Seeds får frøkoncernen tilført en stærk forretningsenhed, der bidrager væsentligt til udbygningen af aktiviteterne på den sydlige halvkugle.
DLF er en global frøkoncern, der er ejet af 3.000 danske frøavlere. Frøkoncernen forædler, producerer og afsætter frø af græs, kløver og lucerne til landbruget samt frø til græsplæner. DLF har tilsvarende aktiviteter i sukker- og foderroer samt lægge- og spisekartofler og har desuden en produktion af grøntsagsfrø.
DLF har omkring 1,200 medarbejdere ansat i 20 lande, hvoraf 12 pct. arbejder med forskning og udvikling. DLF har planteforædling i Danmark, Sverige, Holland, Frankrig, Storbritannien, New Zealand og USA samt forsøgsgårde i en række andre lande.
DLF afsætter frø til over 80 lande og omsatte i regnskabsåret 2016/17 for 3,527 mia. kr. med et resultat efter skat på 161 mio. kr.