DLFs frøavlere kan glæde sig over, at slutafregningen i juni termin har fået et pænt løft i forhold til acontobetalingen. Det skyldes både en god afsætning til pæne priser i markedet og en god indtjening i DLFs koncernselskaber.

I forhold til det der var lagt op til i december, er frøpriserne i gennemsnit hævet med godt 10 procent svarende til, at restbetalingen er toppet med over 85 millioner kroner.

Sæsonen 2018/19 har været et rigtigt godt år i frøbranchen med en fin afsætning og stabile gode frøpriser. Efterårssalget var ekstraordinært stort i Nordvesteuropa, da flere marker og haver havde taget skade af tørken med omsåninger til følge. 

Forårssæsonen 2019 har vist en god efterspørgsel på frø i Europa og der har været en god balance mellem udbud og efterspørgsel. 

Det resulterer i, at DLF igen i år kan sende en flot afregning ind på kontoen til sine frøavlere for høst 2018, der blev slutafregnet den 11. juni. 

Udbetalingen er i gennemsnit på over 14.000 kroner pr. hektar, som den har været i seks ud af de seneste syv år. 

Årets bruttoudbytte skal også ses i sammenhæng med, at DLFs avlere i 2018 i gennemsnit høstede 89 procent af et femårs gennemsnitsudbytte. At bruttoudbyttet alligevel er så højt skyldes ikke mindst, at der har været et fornuftigt prisniveau i markedet. 

Mondrup: Frø er konkurrencedygtigt
- Vi er glade for at kunne give vores frøavlere en pæn prisstigning i forhold til december termin, fortæller avlsdirektør i DLF, Anders Mondrup, og fortsætter:

- På trods af tørken i 2018 har udbytterne i flere arter været tæt på normalen, mens arter som almindelig rajgræs, rajsvingel og engrapgræs placerede sig i bunden af udbytteskalaen. Vi kan se, at frø også i 2018 er meget konkurrencedygtig i forhold til alternative afgrøder som korn og raps, med et væsentligt bedre dækningsbidrag.
 

Planter