Konference sætter fokus på resters merværdi
Food Fyn, Inbiom, Centrovice og Miljøforum Fyn står bag konferencen, der afholdes onsdag den 12. december.

En ny fynsk konference sætter fokus på, hvordan man kan forædle resterne og spildet fra råvarer fra for eksempel frugt, bær eller grøntsagsproduktion. Arkivfoto: Erik Hansen
Landmænd med frugt, bær og/eller grøntsagsproduktion får nu sammen med eksperter mulighed for at tænke i nye baner for spild og restprodukter.
En ny fynsk konference sætter fokus på, hvordan man kan forædle resterne og spildet fra råvarer. For måske er der et uudnyttet potentiale i restprodukterne, der kan give en merværdi? Eller måske indeholder resterne noget, der kan udvindes til andre produkter?
Overskudsproduktion bruges ofte til biogas eller gødning på marken, men rester kan også forædles og bruges til blandt andet fødevareingredienser, farvestoffer eller noget helt andet med et højere afkast. Alt sammen debatteres i en søgen efter, hvordan restprodukterne kan blive penge værd og give miljømæssig gevinst, samt give inspiration til, hvordan landmanden og andre fødevareproducenter kan gå nye veje.
Dagen vil bestå af oplæg, paneldebat, workshop og inspirationshistorier fra landbrugsvirksomheder, der har valgt at gå i en ny retning.
Food Fyn, Inbiom, Centrovice og Miljøforum Fyn står bag konferencen, der afholdes onsdag den 12. december fra klokken 8.30-14.00 hos Centrovice i Vissenbjerg.
Alle interesserede er velkomne, og deltagelse er gratis. Tilmelding er dog nødvendig og skal ske på e-mail: larai@udviklingfyn.dk eller på www.centrovice.dk under arrangementer, hvor du også kan finde tilmeldingslinket.