LDM-formand: Bovaer løser ikke alle klimaproblemer
Hvis man skal løse klimaudfordringerne, skal man se mere på fossile brændsler end på landbrugsproduktionen, lød det fra LDM-formand Kjartan Poulsen på foreningens generalforsamling torsdag.

Der er andre problemstillinger for mælkeproducenterne end klimaspørgsmål. Det gælder ikke mindst udbrud af Bluetongue, sagde LDM-formand Kjartan Poulsen på foreningens generalforsamling torsdag. Arkivfoto: Line Brusgaard
Det har været en af de varmeste politiske klimakartofler i år.
Brugen af tilsætningsstoffet Bovaer i landets kvægstalde.
Mens regeringen har talt varmt for brugen af stoffet, der begrænser udledningen af metan fra kvægstalde, har der været adskillige diskussioner om brugen af stoffet i den offentlige debat.
Og på torsdagens generalforsamling i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter, meldte formand Kjartan Poulsen sig igen ind i debatten på området.
- Vi forstår frustrationerne hos de producenter, der føler sig tvunget til at bruge et middel, som hverken øger produktionen eller forbedrer dyrenes sundhed. Vi mener ikke, landbruget i sig selv bidrager til øget indhold af klimagasser i atmosfæren, sagde Kjartan Poulsen i bestyrelsens beretning på LDM’s generalforsamling på Agerskov Kro.
I beretningen pegede Poulsen på, at klimaet først og fremmest skal reddes ved at afvikle brugen af fossile brændstoffer, ikke gennem tvungen brug af kosttilskud som Bovaer.
LDM-formanden understregede, at LDM fortsat forholder sig pragmatisk og videnskabeligt til Bovaer, indtil der foreligger beviser for eventuelle negative effekter. Indtil videre er der ifølge formanden tale om bekymringer, som politikerne må tage ansvar for, mens man er i gang med at undersøge, blandt andet om brugen af Bovaer har betydning for dyrevelfærden.
- Har snydt mælkeproducenterne
I beretningen kritiserede formanden desuden, at de politiske krav i Trepartsaftalen er ændret, så alle konventionelle køer nu skal betale en afgift eller fodres med Bovaer, uanset at malkekobestanden ventes at falde betydeligt.
- Det er en uretfærdighed, som vi vil tage op ved førstkommende genbesøg af aftalen. Politikerne har snydt mælkeproducenterne, da de ændrede kravene fra en samlet reduktion af køer til en individuel afgift på hver ko, fastslår Kjartan Poulsen.
Han fremhæver samtidig, at LDM gennem årene har gjort en stor indsats for at informere sagligt om køernes faktiske klimapåvirkning, hvilket har givet en mere nuanceret debat, selvom politiske manipulationer fortsat foregår. Desuden har man fået mere forståelse for den betydning, som græs kan have for klimaet.
- Vi har fået gennemslag for, at køernes græsmarker er værdifulde kulstoflagre. De er blevet anerkendt som et naturligt CO2-lagringssystem, hvilket viser, at vi bidrager positivt, når vi dyrker jorden fornuftigt, lød det fra formanden.
Andre hensyn end klima
I talen pegede han desuden på, at der er andre problemstillinger for kvægbruget end klimadagsordenen.
- På vores egen banehalvdel drejer treparten sig mest om Bovaer og fedt i politisk sammenhæng, men vi står også overfor akut spredning af Bluetongue og spørgsmål om vaccinering. Jeg kan ud fra mine personlige erfaringer fortælle, at angreb af Bluetongue betyder mere for økonomien end dieselafgift og Bovaer tilsammen, sagde Kjartan Poulsen.
Kjartan Poulsen slog afslutningsvis fast, at LDM fortsat vil overvåge Bovaer og andre klimapolitiske tiltag tæt, så eventuelle utilsigtede konsekvenser hurtigt kan påpeges og adresseres politisk.