De mindre landbrug bliver ikke tilgodeset
- Vi kæmper videre, lød det fra formand Kurt Jørgensen på generalforsamlingen for NF Plus.

Kurt Jørgensen oplevede stor opbakning fra forsamlingen, da han påpegede, at omfordelingsstøtten ikke tilgodeser mindre og mellemstore virksomheder. Fotos: NF Plus
Da NF Plus forleden holdt generalforsamling i Brovst Sport og Kulturcenter, kom formand Kurt Jørgensen med det samme ind på omfordelingsstøtten, som er et resultat af den nye Cap-aftale.
- Ordningen tilgodeser totredjedel af de danske landmænd, sagde formanden og fortsatte:
- Det påstås, at de mindre landbrug bliver tilgodeset, men det er noget vrøvl.
Han fortalte, at et antal danske familielandbrugere har henvendt sig direkte til landbrugskommissæren for at påvise, at Danmark er på vej til at omgå reglerne.
- Vi afventer med spænding udfaldet. Det er virkelig en god og reel sag at kæmpe i familielandbrugs regi, lød det fra Kurt Jørgensen.
De små skal også være der
Han pegede på, at der er rigeligt at arbejde med for at forbedre vilkårene for mindre og mellemstore landbrug.
- Der er flere kræfter i gang, som forsøger at køre over dem, så det kun er heltidslandmændene, der skal tilgodeses, fastslog han.
Kurt Jørgensen anfægtede blandt andet, at man i forbindelse med støtteudjævning arbejder med en kompensationsordning for mistede tillægspræmier undtagen for oksekødsproducenter.
- Man vil indføre en kopræmie. Man måtte så formode, at en ko er en ko. Men nej, ammekøer er udelukket fra at modtage præmien. Det er godt nok en mærkelig form for logik, sagde formanden og tilføjede:
- Årsagen er sandsynligvis, at dansk kvægsektion hovedsageligt består af større mælkeproducenter.
Noget af det, der ifølge formanden berettiger foreningens eksistensgrundlag, er, at et flertal af landmændene i Danmark også må have lidt luns.
- I vores kultur har vi tradition for at have et bredt favnende og forskelligt landbrug i alle størrelser og produktionsomfang. Det er det, der giver liv og trivsel i landdistrikterne, forklarede Kurt Jørgensen, som oplever en ganske fornuftig medlemstilgang i foreningen.
Der var mødt 65 op til generalforsamlingen.