LDM-formand: - Tankevækkende at vi er hårdest mod os selv

- Hvorfor er bønder hårdest ved sig selv? lød det undrende fra LDM-formand Kjartan Poulsen på foreningens generalforsamling, hvor Arla-trakasserier fyldte meget.

- Arlas ord er lov, og overskrider man, er det bare ærgerligt, sagde mælkeproducenternes formand, Kjartan Poulsen, på foreningens generalforsamling. Foto: Anne Wolfenberg

- Det er tankevækkende, at vi er hårdest mod os selv.

Sådan lød det fra Danske Mælkeproducenters (LDM) formand, Kjartan Poulsen, på foreningens generalforsamling for nylig.

- Arlas ord er lov, og overskrider man, er det bare ærgerligt. Hvorfor er vi bønder altid hårdest mod os selv? spurgte Kjartan Poulsen med henvisning til, at en del af de personer, der sidder i Arla, også sidder med i Landbrug & Fødevarer.

 

- Og i Landbrug & Fødevarer er man ivrige nok, når det kommer til utilfredshed med tidsfrister for eksempel såning af efterafgrøder. Men i andre sammenhænge får vi jo »kun« en straf – for eksempel i forhold til tidsfrister for såning. Det er ikke muligt i Arla. Enten er med eller også er man ude, hvis man ikke overholder tidsfrister. Det er da underligt, påpegede Kjartan Poulsen.

Blind underskrift

Mælkeproducenternes retsstilling i forhold til Arla fyldte i det hele taget meget både før, under og efter generalforsamlingen.

Inden generalforsamlingen havde foreningens advokat Lauge Fastrup et grundigt indlæg om de sager, som LDM fører alene eller i fællesskab med andre, og også her fyldte sager mod Arla en del.

Under debatten blev der stillet spørgsmål fra salen, om det virkelig kunne være rigtigt, at Arla kan kræve, at man sætter sin digitale signatur ved at klikke på en bjælke på hjemmesiden, når man så først bagefter får en mulighed for at se, hvad det egentlig er, man har skrevet under på.

Eksemplet affødte en del latter og rysten på hovedet, og formanden bekræftede, at det naturligvis er problematisk, at man ikke vidste, hvad man sagde ja eller nej til.

Problematisk non-GMO

En anden Arla-relateret sag, der fylder meget, er non-GMO-soja.

- Det er det uendelige problem, som nu fører til omfordeling af mælkeprisen. Det er efterhånden blevet en farce, sagde Kjartan Poulsen og fortsatte:

- Først kunne det ikke rigtig betale sig, men nogle meldte sig til i håb om at få en forretning ud af det. Så blev det til en rimelig forretning for landmanden, mange ville gerne være med, og så begyndte Arla Foods at udpege, hvem der kunne få lov, og hvem der ikke kunne få del i kagen.

- Så var det, at en på den ene side af vejen kunne opnå tillæg, men ham på den anden side kunne ikke, men man kunne ikke få at vide hvorfor, beklagede Kjartan Poulsen og understregede:

- Vi har nogle helt grundlæggende problemer i vores andelsselskab.

Læs også