Udlån på op til 1,5 million kroner

Viborg Skive Indkøbsforening slog formanden fast, at Indkøbsforeningen spiller en vigtig rolle for finansiering i både landbruget og virksomheder på landet.

Ved Viborg Skive Indkøbsforening forleden aflagde formand Henning Lassen beretning.

- Jeg har en tro på, at Indkøbsforeningen har en vigtig plads for finansiering i landbruget og virksomheder på landet, sagde han.

Han lagde vægt på, at foreningen er mere end 80 år gammel og gennem årene er tilpasset den tid, vi lever i.

- Lån ydes let og hurtigt, og man kan nemt finde Viborg Skive Indkøbsforening på hjemmesiden, lød det fra formanden, som fortsatte:

- Driftsleder Poul Pedersen er dygtig og hurtig, når kunder søger lån.

Arbejder på at ændre loven

Viborg Skive Indkøbsforening udøver maksimalt lån pr. medlem på 1,5 million kroner, og lån afdrages over fem til otte år. Udbetaling aftales, og renten er på 2,5 procent, desuden er der ifølge formanden billig oprettelse af lån, minimum 600 kroner og maksimalt 4.500 kroner.

- Bestyrelsen gør meget for at få foreningens egenkapital udlånt og med en rente på 2,5 procent er det rigtig billige penge, der tilbydes, fastslog Henning Lassen og tilføjede:

- Bestyrelsen er godt klar over, at det ikke er nemt at få egenkapitalen til at vokse, hvis der tages hensyn til inflation.

Han kunne endvidere fortælle, at der er udlånt cirka 85 procent af egenkapitalen på godt 25 millioner kroner, resten er investeret i Nordea Invest og Spar Nord plus en bankbeholdning.

- Der arbejdes med at ændre loven om indkøbsforeninger, så foreningerne selv kan investere eventuel overskydende kapital i landbrugets grønne omstilling, sagde han og fortsatte:

- Der er flere og flere krav til foreninger, der udlåner penge.

Hvidvaskloven kunne undværes

- Der er persondataforordning og hvidvaskloven, det har givet store udfordringer, og der bruges en del tid på det med de omkostninger, der følger med, påpegede Henning Lassen.

Han understregede, at Indkøbsforeningen har rigtig dygtige ansatte, og foreningen har en pæn størrelse, som kan klare opgaven.

- Det giver da altid en form for usikkerhed, og vi kunne sagtens undvære hvidvaskloven, det er svært at se, hvordan foreningen kan komme til at modtage sorte penge, konkluderede han.

Formanden fortalte, at Viborg Skive Indkøbsforening har ret god aktivitet, og regnskabet viser et overskud på 422.866 kroner efter skat.

Læs også