Fra en yderlighed til en anden
Nedbørsmængderne i Danmark har de seneste par år været i hver sin ende af skalaen.

Fra massive oversvømmelser i 2017 til tørke i sommeren 2018. Vandmængderne har de seneste par år været fra den ene yderlighed til den anden.
Onsdag den 27. februar holder Øvre Suså Vandløbslaug generalforsamling, og op til mødet i Herlufmagle Hallen kan foreningens formand, Knud Erich Thonke, konstatere, at nedbørsmængderne i Danmark de seneste par år har været fra den ene yderlighed til den anden.
- Vi havde i 2017 problemer med store vandmasser efter et af de mest våde år nogensinde, men sådan var det bestemt ikke i 2018, som var helt anderledes tør.
- Sommeren i 2018 var faktisk så tør, at nogle vandløb simpelthen udtørrede helt, og mange steder led planterne på markerne og i haverne en tørkedød tillige med at faunaen, fisk og insekter også gik til i de udtørrede vandløb, fortæller Knud Erich Thonke.
Samme konklusion
Formanden tilføjer samtidig, at der ved årsskiftet fortsat manglede 250 millimeter vand i at jorden var 100 procent vandmættet.
- Uanset om vi slås med for høj vandstand det ene år og for lav vandstand det andet år, ender det med samme konklusion, påpeger Knud Erich Thonke og fortsætter:
- Skal vi i fremtiden leve op til en »god økologisk tilstand« i en række vandløb og samtidig sikre en vandafledning, der blandt andet giver en mere stabil planteproduktion og sikre en overlevelse af faunaen i vandløbene, må fremtidens drift og vedligeholdelse af vores vandløb bygge på en aktiv styring af vandløbenes vandafledning.
Forældede regulativer
Knud Erich Thonke venter – som mange andre – også på en ny vandløbslov, men på den front sker der først noget efter et valg.
- Den nye vandløbslov er ellers en mangelvare og et tiltrængt redskab, som kommunerne venter på, så de kan komme i gang med at opdatere de forskellige regulativer, vi har for vores vandløb.
- Regulativerne er forældede i den forstand, at de ikke lever op til nutidens krav om at kunne bortlede vand i ekstreme nedbørssituationer, hvor vi skal undgå tabsgivende oversvømmelser, pointerer Knud Erich Thonke.