Når generationsskiftet også er et mentalt skifte

For mange landmandspar opstår behovet for at tale om fremtiden i takt med, at hverdagen på bedriften ændrer karakter. Ikke som et konkret generationsskifte, men som overvejelser om livet efter den aktive drift. Arkivfoto
Hvad sker der, når hverdagen på bedriften begynder at se anderledes ud, end den har gjort i årtier? Når tempoet ændrer sig, og der igen bliver tid – og måske også økonomisk råderum – til at tænke i nye baner?
Det er spørgsmål, som ifølge rådgivningsvirksomheden Sagro fylder stadig mere hos landmandspar i den ældre aldersgruppe. Ikke nødvendigvis fordi et generationsskifte er lige om hjørnet, men fordi blikket gradvist begynder at glide frem mod et nyt kapitel i livet.
Derfor inviterer Sagro nu landmandspar i aldersgruppen 55+ til et nyt netværk med et arrangement den 12. marts på Comwell Hotel Kellers Park i Børkop. Formålet er at skabe et rum, hvor parrene kan sætte ord på tanker, drømme og forventninger til fremtiden.
Skal levere et frirum
Ifølge Anja Schep, der er driftsøkonom ved Sagro, møder rådgiverne flere par, som egentlig står et godt sted, men som savner et forum til at tale om det, der kommer efter årene på bedriften.
- Vi møder flere par, som egentlig har det godt – men som efterspørger et rum, hvor man kan tale om, hvordan man bedst forbereder sig på næste fase efter årene på bedriften. Det handler ikke om generationsskifte, men om at finde fælles retning for det liv, der kommer efter den aktive drift, siger Anja Schep.

Ifølge driftsøkonom Anja Schep fra Sagro efterspørger flere landmandspar et rum, hvor de kan tale om næste fase i livet, efter at årene med aktiv drift er ved at være forbi. Foto: Sagro
Arrangementet tager afsæt i et grundlæggende spørgsmål: Hvad drømmer vi om – nu hvor både tid og muligheder ser anderledes ud end tidligere? Dagen byder blandt andet på et foredrag med Anne Villemoes, der lægger op til refleksion over livsfaser, fremtidsdrømme og nye muligheder.
Samtidig lægger rådgivningsvirksomheden vægt på, at samtalerne mellem deltagerne er et centralt element. Erfaringen er, at det ikke altid er let at få hul på de mere eksistentielle spørgsmål derhjemme.
- Mange fortæller os, at det kan være overraskende svært at få hul på de her samtaler derhjemme. Når man sidder sammen med andre par, opdager man hurtigt, at man ikke er alene – og det giver både mod og klarhed. fortæller Anja Schep.
Har ambitioner om mere
Initiativet er tænkt som mere end et enkeltstående arrangement. Ambitionen er, at deltagerne efterfølgende kan indgå i netværksgrupper, hvor dialogen kan fortsætte over tid med fokus på erfaringsudveksling og fælles refleksion – dog uden at det er et krav for at deltage i selve arrangementet.
Ifølge Sagro er interessen opstået på baggrund af konkrete henvendelser.
- Vi har fået henvendelser fra flere rådgivere og kunder, som efterspørger præcis den her type rum, siger hun.
Dagen afsluttes med fælles middag og uddeling af en såkaldt fremtidskuffert, der ifølge Sagro skal minde om, at fremtiden ikke nødvendigvis behøver at være detaljeret planlagt, men også kan tilgås med nysgerrighed.
I en tid, hvor generationsskifte ofte diskuteres i tekniske og økonomiske termer, peger initiativet på, at der også findes en forberedende fase, hvor det mentale og menneskelige fylder mindst lige så meget som paragraffer og regneark.






































