Friske kræfter i faget: 120 unge har fået etableringsstøtte

Gennemsnitsalderen i det danske landbrug er 58 år, og det er derfor helt afgørende, at flere unge vælger faget til. Det skal en hurtigere udbetaling af etableringsstøtten hjælpe til med. Landbrugsstyrelsen oplyser, at 120 unge landbrugere allerede har modtaget tilskuddet.

Landbruget skal gennem et markant generationsskifte i de kommende år. Arkivfoto

For de fleste er der en lang række omkostninger forbundet med at etablere sig. Samtidig er et af grundvilkårene som landbruger, at høsten varierer fra år til år. Derfor tilbyder Landbrugsstyrelsen en hjælpende hånd i form af etableringsstøtteordning, hvor unge landbrugere og gartnere kan få et tilskud på cirka 745.000 kroner, når de etablerer sig med en heltidsbedrift.

Efter fødevareministerens ønske har styrelsen fremrykket udbetalingen, så pengene hurtigere kan komme ud og arbejde for generationsskiftet. Det har derfor været muligt at søge om udbetaling fra den 29. september sidste år, og indtil kort før jul havde 450 unge søgt om udbetaling af deres tilskud.

Landbrugsstyrelsen oplyser i en meddelelse, at de er i fuld gang med at behandle ansøgningerne, og at de første 120 unge landbrugere og gartnere allerede har modtaget deres tilskud. Der er givet tilsagn for i alt 319 milioner kroner.

- Fra Landbrugsstyrelsens side gør vi alt, hvad vi kan for at sikre de bedst mulige rammer for unge landbrugere og gartnere, der drømmer om egen bedrift. Vi ved, at en sund økonomi er helt afgørende, når man skal etablere sig som selvstændig. Ved at fremrykke udbetalingen af etableringsstøtten giver vi de unge en hjælpende hånd, siger Mette Hyldebrandt-Larsen, enhedschef i Landbrugsstyrelsen.

Ny mulighed for etableringsstøtte i 2024

Fik du ikke søgt etableringsstøtte i 2023, har du mulighed igen her i 2024. Landbrugsstyrelsen oplyser, at du skal leve op til nedenstående kriterier, for at kunne søge:

  • Du skal være under 41 år på ansøgningstidspunktet. Du må altså ikke være fyldt 41 år, når du indsender din ansøgning
  • Du skal som minimum have den almindelige 4-årige landmandsuddannelse, den almindelige gartneriuddannelse eller en anden uddannelse, der sikrer, at du har de relevante faglige kompetencer
  • Som noget nyt er det på 2024-runden muligt at få godkendt praktisk erfaring, hvis du ikke opfylder uddannelseskravet. Dette kræver en godkendt realkompetence vurdering
  • Du skal på udbetalingstidspunktet eje mindst 25 procent af dit landbrug eller gartneri, og du skal have en registreret stemmeandel på minimum 50 procent i virksomheden
  • Du kan også søge tilskuddet, hvis du allerede har etableret din virksomhed. Dog skal du sende ansøgningen inden for de første fire år af din etablering

Ansøgningsrunden er åben fra den 1. februar 2024 til 22. april 2024.

Kilde: lbst.dk

Læs også