Simon Cowell bor i et område med meget stiv jord i det sydøstlige England og går mere end almindeligt op i at have sund jord opnået med dyrkning efter principperne i conservation agriculture. Men det meget våde efterår og endnu vådere forår var lige ved at tage pippet fra ham – så meget, at han reelt overvejede at pløje igen.
Hvad siger man egentlig til en dedikeret planteavler, der lyder meget opgivende og vil til at pløje igen efter 20 år med conservation agriculture?
Og ikke vil have besøg af en gruppe danske kollegaer, fordi afgrøderne efter hans opfattelse er så ringe, at de skal væk til fordel for nogle andre.
Der er vel ikke andet at sige, end at vi alligevel meget gerne vil komme – og det skal nok lykkes, også selvom det ser sort ud i øjeblikket.