Toksiner i foderet kommer fra svampe, og dannes under gunstige forhold. Grise er den husdyrart, der er mest følsom overfor toksiner, og hundyr er generelt mere følsomme end handyr.

Det fremgår af en meddelelse fra Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris.

Når søerne tildeles foder med toksiner, kan de miste ædelysten, få nedsat mælkeevne og kan i yderste konsekvens dø akut. Symptomer og produktionsmæssige konsekvenser af forgiftning afhænger dels af hvilke toksiner, der er tale om, i hvor høj koncentration og hvor længe grisene har indtaget det inficerede foder.

Hvordan opstår toksiner?

Toksiner kan dannes flere steder i kæden: på marken (DON, ZEA), i kornlageret (ochratoksin A) og via importerede råvarer (aflatoksin).

Aksfusariumsvampe, der blandt andet danner toksinerne DON og ZEA, er primært marksvampe forekommer især i majs og hvede, mens niveauerne typisk er lavere i vårbyg og havre. Smitten stammer fra planterester, og niveauet af toksiner er derfor ofte højere ved reduceret jordbehandling. Smitten sker under blomstring - især under fugtige forhold.

Samlet set har både medarbejdere i marken, foderladen og stalden et stort ansvar for at sikre høj kvalitet af korn og foder.

Samlet set har både medarbejdere i marken, foderladen og stalden et stort ansvar for at sikre høj kvalitet af korn og foder.

Stop skaden, før den opstår

Det er vanskeligt at bekæmpe de svampe, der danner toksiner. Derfor er forebyggelse afgørende. Det gælder blandt andet valg af forfrugt, jordbehandling og sortsvalg. Samtidig bør man undgå lejesæd, sikre hurtig tørring af kornet efter høst og rense små kerner fra.

Halmen kan også indeholde toksiner, men der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem indholdet i aks og halm. For at reducere risikoen bør halmen bjærges hurtigt efter høst - gerne fra marker uden lejesæd. Svampebekæmpelse under blomstring har ikke effekt på toksiner i halmen.

Ifølge L&F, Sektor for Gris kan toksiner også udvikles i kornlageret. Derfor er det vigtigt med fokus på tømning og rengøring af siloen før høst.

En plan for kvalitetssikring af kornet kan være med til at skabe overblik over håndteringen i de enkelte siloer gennem sæsonen, ligesom løbende analyser er nødvendige for at følge kornets kvalitet.

Samlet set har både medarbejdere i marken, foderladen og stalden et stort ansvar for at sikre høj kvalitet af korn og foder. Ved indkøb af korn eller færdigfoder bør der stilles samme krav til leverandøren.

Grise