AgroMarkets: Handl såsæd nu
Det er nu, du skal handle såsæd og dække dig af for kommende sæson, vurderer AgroMarkets.

- Markedet for såsæd til forårsbrug er nu så småt ved at finde sit niveau, og vi ser priser fra cirka 300 kroner pr. 100 kg og op, lyder det fra AgroMarkets. Arkivfoto
- Markedet for såsæd til forårsbrug er nu så småt ved at finde sit niveau, og vi ser priser fra cirka 300 kroner pr. 100 kg og op. Generelt er der meget stor spredning, og faktisk kan samme sort svinge op til 60 kroner pr. 100 kg. Så lav et godt udbudsmateriale og afsøg markedet bredt, lyder rådet fra AgroMarkets.
De kendte sorter, der har været i markedet længe, kan handles til laveste pris. Populære maltbygsorter og nyere bygsorter til et højere niveau. Havreudsæd handles cirka 10 procent højere end vårbyg.
- Fælles for alle typer såsæd er, at der er stor spredning i de tilbudte priser. Afhængig af firma. Prisen svinger let 10-15 procent på samme sort, fortæller AgroMarkets’ analytiker, Henrik Mulvad Madsen.
Kom før svenskerne
- Husk, at også betalingstidspunktet er til forhandling. Du kan måske endda få betalingsfrist helt frem til foråret. En måneds længere kredit modsvarer let en besparelse på 1,50-2,00 kroner pr. 100 kg. Afhængig af din rente på kassekreditten, siger Henrik Mulvad Madsen.
Han konstaterer, at kvaliteten af det høstede fremavlskorn er i top, så der kasseres mindre ved oprensning til såsæd. Der forventes ikke at opstå situationer med knappe forsyninger, hvis man kigger på Danmark.
- Prisen svinger let 10-15 procent på samme sort
Henrik Mulvad Madsen, analytiker, AgroMarkets
Henrik Mulvad Madsen ser dog en fare for, at svenskerne kan presse prisen på såsæd op.
- Allerede nu har der været enkelte forespørgsler fra Sverige på såsæd, for her har man også haft en rigtig dårlig høst. Der kan altså opstå en situation, hvor svenskerne byder såsæden op. Så du bør være på forkant og få priserne på plads nu, hvor de er fornuftige, siger Henrik Mulvad Madsen.
Udbud
AgroMarkets råder til, at man får lavet et godt udbudsmateriale og sender ordren i udbud hos flere leverandører.
- Send også materialet til mindre firmaer og firmaer, du normalt ikke handler med, lyder opfordringen.