Fynsk hingst blandt årets udnævnte præmiehingste
Ud af 52 fremstillede treårige DV-dressurhingste, var det fynske Donkey Boss der – sammen med to øvrige – løb med titlen som præmiehingst og fik et flot 9-tal i helhed.

Præmiehingsten Hesselhøj Donkey Boss, der er danskavlet hos Hans Jørgen Hoeck og fremstillet ved Anders Hoeck, Asperup, er kåret som en af tre bedste treårige dressurhingste i Danmark. Foto: Ridehesten.com
Dressurkommissionen fra Dansk Varmblods avlsledelse kan efter en fire dages kåringsturne fortælle, at de har set en særdeles flot årgang af i alt 52 treårige dressurhingste, hvoraf 20 er godkendt til afprøvning, og seks af dem er udnævnt som præmiehingste. Tre af disse er endog bedømt med et flot 9-tal i helhed – heriblandt den fynske hingst Hesselhøj Donkey Boss, der blev fremstillet ved Anders Hoeck fra Asperup på Vestfyn.
Hesselhøj Donkey Boss beskrives som en udtryksfuld, højtstillet og moderne hingst med en aktion og mekanik i alle tre gangarter, der ligger lang over gennemsnittet.
Positiv årgang
Dansk Varmblods kåring af hingste i 2021 er afviklet ved, at avlsledelsen har rejst landet rundt til forskellige lokationer for at bedømme de udtagne hingste.
Dressurkomiteen er meget positiv over årgangen. Som altid ved kåringen er alle dressurhingste blevet fremvist for dommerne på fast bund, i løsvisning og longering.
- På denne kåringsturne er det første gang, at vi alle i dressurkomiteen har set alle hingstene. Det har i den givne situation fungeret rigtig godt, og vi synes, at vi har fået et reelt billede af alle hingste. Vi har ikke haft mulighed for at se hingstene samlet, men vi har haft mulighed for at gense videooptagelser fra kåringen i de tilfælde, hvor vi har ønsket det. Vi har hele vejen rundt mødt rigtig flot klargøring af både hingste og faciliteter, hvor folk har gjort deres ypperste for at skabe nogle gode rammer, siger Claus Hansen, der er talsmand for dressurkomiteen.
Europæisk topfinale
Dressurkomiteen er enige om, at årgangen af hingste repræsenterer et højt niveau, og derfor har dommerne selekteret lidt hårdere.
- Vi har i forvejen en meget høj standard i hingsteholdet i Danmark, og kåringen af hingste i Dansk Varmblod har igen været en europæisk topfinale blandt de bedste hingste, der er håndplukket i Danmark og resten af Europa.
- Det har været et ufravigeligt krav i bedømmelsen, at hingstene har tre rigtig gode gangarter, som det også fordres i topsporten, fortæller Claus Hansen.