Hovbylder hos heste kan forebygges
En hovbyld er en ærgerlig skade, da den ofte kan forebygges. Hovbylder opstår typisk ved, at hesten har trådt på noget skarpt eller et søm, så der er opstået en infektion. Bylden kan sjældent ses det første stykke tid, hvor det mest tydelige symptom er akut, kraftig halthed.

Hovbylder hos heste er en ærgerlig skade, der kan forebygges. Foto: Amanda Falkman
Du kan forebygge hovbylder ved at undersøge underlaget på ridebanen, i stald og på folden. Fjern skarpe sten og lignende, og træn ikke på dårligt underlag.
Opfordringen kommer fra Agria Dyreforsikring, der i en artikel giver gode råd til forebyggelse og behandling af hovbylder.
Ifølge Agria kan heste være mere eller mindre følsomme over for dårligt underlag. Det gælder derfor om at være opmærksom på, hvordan din hest agerer på forskellige underlag.
Aflast ømheden
Har hesten ømme hove, kan man lægge en sko på med sål for at aflaste ømheden. Slip den ikke på græs, hvis hovene netop er blevet beskårede, og hesten endnu ikke er skoet.
Det anbefales også, at man taler med dyrlægen og beslagsmeden om, hvad der er bedst for hesten i forhold til den måde, du rider den på eller bruger den.
- Se altid hestens hove efter, når den har været redet eller har været på fold. Uskoede heste får oftere hovbylder end skoede heste, lyder det endvidere i artiklen, hvor det samtidig anbefales, at man benytter en beslagsmed, der er registreret medlem af Dansk Smedeforbund, og at man får hestens hove beskåret med jævne mellemrum.

Symptomer
En hovbyld viser sig først og fremmest ved en akut halthed. Hvis hoven samtidig er varm, og man tydeligt kan mærke hestens puls i arterierne til hoven, taler sandsynligheden for en hovbyld.
Ser man ovennævnte symptomer, skal hesten straks i boks og dyrlægen tilkaldes. Dyrlægen undersøger hesten, mærker efter puls og lokaliserer hovbylden ved hjælp af en visitertang.
Hvis bylden er opdaget i tide, og ikke er på et meget uheldigt sted, vil hesten efter endt behandling og med sæbebad flere gange dagligt og fornyet omhyggelig skoning, være så god som ny.
Har der derimod været tale om en alvorlig infektion, og hesten har været i fuld narkose for at få fjernet bylden og betændelsen, kan der gå lang tid, før den er klar igen. Her vil den skulle have en sko med sål.