Hestehygge i Hillerød

De besøgende til Hillerød Horse Show blev præsenteret for både en masse faglig viden og underholdning.

FrederikborgCentret i Hillerød udgjorde de fysiske rammer, da Sjællands største indendørs hestemesse, Hillerød Horse Show, løb af stablen over tre dage, hvor alle hesteinteresserede kunne blive klogere på alt vedrørende heste og ponyer.

De mange besøgende havde således mulighed for at se og deltage i forskellige foredrag, clinics, shows og opvisninger, ligesom der var mulighed for at besøge en lang række forskellige stande med noget for enhver smag og alder.

Børnene kunne prøve børnespringbanen og deltage i Kæpheste springcup, til western-modeopvisning med alt til hest og »cowboy og -girl«, videre over en eksklusiv aftenclinic med Hasse Hoffmann, der som både berider, træner, forfatter med mere er en institution inden for dansk ridesport.

Et par af de mere underholdende indslag, der dog også indeholdt en høj grad af faglighed, stod Charmaine Berdino for. Hun er hestetræner og har specialiseret sig i frihedsdressur og tricks og gav ved en clinic prøver på, hvad hun arbejder med.

Her var god inspiration for den rytter, hestepige eller -mand, der vil arbejde med forskellige øvelser og tricks på flere meters afstand og uden direkte fysisk kontakt med hesten.

Faglig underholdende trio 

Et anderledes underholdende, men også fagligt spændende indslag, var med en trio bestående af equicoach Ditte Young, og eliterytterne Nils-Christian Larsen og Ellen Birgitte Farbrot, der er henholdsvis islandshesterytter og dressurrytter.

Udgangspunktet for deres clinic handlede blandt andet om, hvordan man inden for hesteverdenen »taler om hinanden« – ikke mindst om dem, der har en anden hesterace end én selv.

Så hvordan ser islandshesterytteren på dressurrytteren, og omvendt? Ditte Young mente, at islandshesterytteren ser dressurrytteren som lidt snobbet, mens dressurrytteren omvendt ser islandshesterytteren som en, der bare rider en hyggetur i skoven.

For at illustrere hvor fagligt dygtig, man skal være for at få det optimale ud af hver race, byttede de to ryttere heste, og de udtrykte efterfølgende begge meget stor respekt for hinandens heste.

Læs også