Nye accessories på webshop hjælper rytteren

Der er ikke tid til at kede sig hos Sadelmager Jan Guldborg, der har udvidet forretningen med webshop for bedre at kunne servicere kunderne.

Sportsundertøjet fra Q-Linn er udviklet af ryttere, og det har god støtte i ryg og nakke, hvilket giver klare fordele for rytteren.

HESTEUDSTYR Det handler om at skabe gode rideoplevelser. Det er grundtanken hos Sadelmager Jan Guldborg, der har så meget at lave, at han har sagt sit øvrige job op for at kunne hellige sig sadelmagerarbejdet 100 procent. 

Og sammen med konen Tina Bjerregaard har han valgt at udvide forretningen. I slutningen af 2019 åbnede parret webshoppen sadelmagerjanguldborg.dk for at kunne servicere kunderne bedre, og den satsning er siden blevet fulgt op af Businessbuilder 2020-forløbet, der skal være med til at sikre, at virksomheden kommer på rette vej med deres onlineunivers. For de har nok at se til i hverdagen, fortæller Tina Bjerregaard.

- Vores webshop har fået en lidt stille start. Men det skyldes også, at jeg har ligget vandret med arbejde. Og folk skal jo også lige finde ud af, at man eksisterer. Jeg arbejder jo ved siden af i Agrovi, Nordsjællands Landboforening, og det er tidskrævende, når vi også skal have lidt fokus på vores egen virksomhed, siger hun og fortsætter:

- Webshoppen har vi bygget op stille og roligt sideløbende med, at vi har haft vores fuldtidsjobs. Men til gengæld har vi nu også efterhånden været på markedet i 20 år med vores sadelmagervirksomhed, og nu synes vi så, at den skulle tages videre til også at have nogle af de ting online, som vores kunder er glade for. Det hjælper kunderne med at kunne betjene sig selv, også udenfor det tidsrum hvor de ellers har en aftale om en konsultation, for eksempel i forbindelse med et sadeltjek, siger Tina Bjerregaard.

Den gode oplevelse

Grundlæggende har forretningen den gode rideoplevelse i fokus i forhold til kunderne, fortæller hun. Og det spiller også ind i det udvalg, der er at finde i webshoppen.

- I webshoppen sælger vi nogle af de produkter, der er omkring sadlen, som kunderne ellers får rådgivning af os om, og som knytter sig til den gode rideoplevelse. Samtidig handler vores forretning om passion, blandt andet for det gode håndværk – det, vi leverer, skal være i luksusklassen – altså af aller bedste kvalitet. Vi har nogle leverandører, som vi har haft en god forbindelse til gennem mange år, og som vi er trygge ved kan levere de produkter, de også ellers laver til for eksempel jagt. Og hestepiger er jo typisk også glade for tasker, derfor syntes vi også, at det skulle med. 

I Tina Bjerregaards verden er der mange aspekter af, hvad der giver en god rideoplevelse.

- Det er jo følelsen af at være tilpas og i harmoni med hesten og med det, man nu sætter pris på ved at ride. Det er jo meget forskelligt, for ridning er jo også en sport med mange forskellige discipliner, men det her med at føle sig rigtig godt tilpas og have den her rigtig gode fornemmelse af, at man er i sit es, når man sidder på hesten, siger Tina Bjerregaard.

Sportsundertøj til hestepiger

Forretningens kerneprodukt, sadlerne, er stadig det produkt, man sælger mest af hos Sadelmager Jan Guldborg. Det kræver i sagens natur stadig personlig betjening, og er derfor ikke en del af online-sortimentet. Til gengæld har Tina Bjerregaard pæne forventninger til det seneste produkt i shoppen, sportsundertøj fra Q-Linn.

- Det er blandt andet sports-bh´er til ryttere, der er udviklet af ryttere, som aflaster ryg og nakke, og som derfor skaber nogle positive effekter for især de piger og kvinder, der har en stor barm. De støtter rigtig godt, fordi det er high impact, som man siger, når man sidder der og skal følge hestens bevægelser uanset tempo, og derfor har brug for god støtte. Vi startede med at sælge det her i december måned, så det er meget nyt og vi er de første i Danmark, der har det mærke, fortæller hun.

Kunderne har allerede taget godt imod undertøjet, siger Tina Bjerregaard.

- Der er alt for mange kvindelige ryttere, der har problemer med smerter i nakke og ryg på grund af manglende støtte af brystpartiet, og vi møder ikke andet end positivitet fra vores eksisterende kunder omkring, at det her nu er blevet taget hjem, og at det løser noget, som faktisk har været et problem altid. 

I webshoppen findes ellers også tilbehør til sadlen, gjorde og stigremme, og derudover læderpleje, hundehalsbånd, -snore, jagtudstyr og dametasker – alt sammen i luksusklassen.

Læs også