HØST-TOUR
Vestfyn tog hul på den første havremark
På en 40 hektar stor havremark tog mandskabet på »Langkroggaard« ved Aarup på Vestfyn i går hul på havrehøsten.

Det er ikke alle de 40 hektar i den mark, man påbegyndte i går på »Langkroggaard« ved Aarup på Vestfyn, som er helt modnet af endnu. Fotos: Langkroggaard
Høsten af havre er i gang.
På en dag, hvor de fleste planteavlere i Danmark måtte sparke dæk, og vente på at afgrøderne tørrede, tog landmand Claus Kragh og hans mandskab hul på en 40 hektar stor havremark ved Aarup på Vestfyn i går kl. 16.
- Vi har kun fået 3 mm i de seneste dage lige her, hvor vi kører nu. Og selvom det ikke er alle 40 hektar, der er modnet endnu, har vi valgt at gå i gang. Det er alle de høje jorde, der er modnet, mens lavbundsjordene endnu ikke er modnet af, forklarer den vestfynske landmand, der har i alt 57 hektar med havre.
I går eftermiddag kendte han vandprocenten, som lå på 14, men ikke høstudbyttet.
- Jeg håber vi når 5,5 tons pr. hektar – eller måske gerne lige i underkanten af de 6 tons.
43.500 æg dagligt
Udover havren driver Claus Kragh en bedrift med i alt 330 hektar jord fordelt på byg, hvede og ærter.
- Vi har hvede, som er modnet, og som vi havde forventet at vi skulle i gang med her fredag. Men lige på det stykke jord har vi fået 8 mm torsdag, og derfor valgte vi at køre i havren i stedet, forklarer landmanden.
Størstedelen af kornet opfodres til bedriftens høns. På gården produceres dagligt 43.500 æg fra 44.000 skrabehøns.