Torsdag satte planteavler Carl Christian Pedersen skærebordet på Claas 560’eren i rugen på Dronninglund Hovedgaard, der er avlsgården til Dronninglund Slot.

Vandprocenten lå et sted mellem 16 og 18, og det 30 fods skærebord strøg lige igennem kornet.

- Det giver dælme godt, sagde planteavleren, der kunne aflæse et udbytte på 90 hektokilo pr. hektar på skærmen i førerhuset. 90 hektokilo er i toppen af, hvad udbyttet normalt ender på i rug på de kanter.

Det flotte udbytter skal ses i lyset af, at Østvendsyssel, hvor Carl Christian Pedersens 425 hektar ligger, har været ramt af tørke igennem juli måned.

- Nedbørsmængden er tæt på 0 i juli måned, fortæller han.  

Rug er blevet populært

Netop tørkeresistens er en af rugs kvaliteter.

- Den passer godt på mange af de nordjyske jordtyper som sandet jord og leret sandjord, fordi den er meget tørkeresistent, siger Poul Madsen, der er teamleder i Agri Nord Planteavl.

Rug er også vinterfast, så særligt i denne sæson har den vist sit værd i det nordjyske.

- Vi har både haft frost hen over vinteren og tørke i juli, men rugen har klaret sig rigtig flot, hvorimod vi har set skader i både byg og hvede, siger Poul Madsen.

Samtidig er rug billigere at dyrke, fordi den kræver knap så meget kemi og gødning som andre korntyper.

- Der er dog også ulemper ved rug, for den klarer dårligt vand, siger planteavlskonsulenten.

Altid rug

Carl Christian Pedersen, der ejer og driver både slot og avlsgård samt ejendommen Vester Nejsig, har konstant dyrket mellem 40 og 60 hektar rug om året.

- Det er en god og stabil afgrøde, som klarer sig godt under vores forhold. Den er ikke så tørkefølsom som for eksempel hvede, og det er en kæmpe fordel i år, siger planteavleren.

Rugen sælges som foderrug og leveres direkte til DLG, hvor det lægges på lager, indtil Carl Christian Pedersen vurderer, at prisen er den rigtige.

Han har selv lagrings- og tørringsfaciliteter, men har valgt at levere rugen direkte og spare transportomkostninger.

Halmen er solgt til en lokal mælkeproducent, som selv bjerger det.

Væksten

Rugen blev sået den 11. september og fik en ukrudtsbehandling med Boxer i efteråret.  I marts har den fået en NS 26-13-handelsgødning og kvæggylle.

I april fik den en gang NS 27-4-handelsgødning, og i maj blev afgrøden vækstreguleret.

Sorten er Tayo.

Kapløb med tiden

Der er meldt regn til weekenden i Vendsyssel, så på Dronninglund Slot er alle kræfter sat ind på at få rugen i hus inden.

Hvedehøsten er derfor sat på pause.

- Rug tåler dårligt at blive våd, når det først er modent, så nu vil vi have det gjort færdigt, siger Carl Christian Pedersen, der regner med at blive færdig i dag fredag.

Der er meldt regn til weekenden i Vendsyssel, så på Dronninglund Slot er alle kræfter sat ind på at få rugen i hus inden.

Der er meldt regn til weekenden i Vendsyssel, så på Dronninglund Slot er alle kræfter sat ind på at få rugen i hus inden.

Dronninglund Slot og Hovedgaard

  • Dronninglund Slot med Dronninglund Hovedgaard og Vester Nejsig
  • Jorder beliggende mellem Vester Hassing og Dronninglund i Østvendsyssel
  • Ejes og drives af Carl Christian Pedersen
  • 425 hektar planteavl

Markplan 2021

- Hestebønner

- Raps

- Frøgræs

- Hvede

- Byg

- Rug

- Havre

Høst-Tour