I Østjylland er der efterhånden færdighøstet og med gode udbytter mange steder.

Det gælder også hos gårdejer Knud Jensen, Asferggård ved Fårup nord for Randers, der driver i alt 535 hektar sammen med hans søn Frederik Bennetsen.

- Vi startede med vinterbyggen, som med 8,2 t/ha kom ud med et middeludbytte på de pågældende jorde.

Vårbyggen har givet lidt under middel men med maltbygkvalitet.

- Den sidst høstede vårbyg var meget nedknækket, så det er nok hovedårsagen til det lave udbytte, vurderer Knud Jensen.

Til gengæld overraskede vinterrapsen meget positivt.

- Udbyttet ligger i top-3 indenfor de seneste 15 års udbytter, fastslår en tilfreds Knud Jensen.

Rapsen runder de 4,8 t/ha i samlet udbytte.

Tørken hård

Også vinterhveden har givet et godt udbytte på 8,8 t/ha, som er over middel for området.

- Tager vi de sidste 15 års gennemsnit, så kommer vinterhveden i år ud med knap ti procent højere udbytte. Men med meget stor variation fra mark til mark – hvor de bedste marker lå oppe på 11 t/ha og nedad i udbytter til 6,5 t/ha på den dårligste jord.

Han tillægger tørken i forsommeren årsagen til de store udsving i hveden – jorden har boniteret.

- Han ser også en større forskel, end man plejer at se fra den højtydende førsteårs-vinterhvede og ned til andenårs-hveden.

De fire til fem uger uden vand i forsommeren var hårde ved hveden, mens rapsen bedre har kunnet klare tørken.

Vårhvede tvivlsom

På Asferggård har man for første gang høstet vårhvede. Og den blev sået i et lidt dårligt såbed i november efter kartofler.

- Så den gav i udbytte kun omkring 6,5 t/ha, da kragerne også var lidt hårde ved den gennem vinteren.

Målet var at få noget brødhvede og et muligt større udbytte end vårbyg.

- Om vi prøver vårhvede igen vil afhænge helt af prisen. Den skal koste mindst 30 kroner mere end vinterhvede, inden vårhveden er rentabel, fastslår Knud Jensen.

Super frøhøst

Aldrig har høsten af rajgræs til frø på Asferggård været så hurtig og tør som i år.

- Vi tog det hele omkring den 20. juli med et pænt udbytte. Det er en mellemtidlig sort af plænegræstypen.

Endelig forventer Knud Jensen også en god kartoffelavl, da kartoffelmarkerne har haft stor gavn af den meget regn i august.

- Det er første år, at min søn er med i driften. Så han har fået en god start, slutter Knud Jensen.