Som bekendt har årets høst gået noget nær perfekt i dansk landbrug. Tørt vejr i store dele af august gjorde, at høsten i løbet af 14 dage stort set blev overstået, og vekslende vejr med byger og sol i vækstperioden har givet gode udbytter.

Men i fremtiden vil det formentlig blive umuligt at komme op i nærheden af rekordår som 2015, 2017 og 2022, eller for den sags skyld høsten i år. Det mener Leif Hagelskjær, der er chefkonsulent og afdelingsleder hos Seges Innovation.

- For selv om hektarudbytterne stiger jævnt, så trækker nedgangen i landbrugsarealet ned, og den tendens vil kun fortsætte, siger Leif Hagelskjær ifølge Nordjyske til Ritzau.

Mediet skriver, at der i år er 200.000 hektar mindre kornareal i forhold til for ti år siden, og som bekendt vil endnu større landbrugsarealer forsvinde, efterhånden som den grønne trepart bliver implementeret med et arealtab på op mod 400.000 hektar for landbruget til fordel for skov og vådområder.