Whistleblowerordning: Nu kan du sladre anonymt til Landbrugsstyrelsen om snyd og fusk

Landbrugsstyrelsen åbner en ny whistleblowerordning på styrelsens hjemmeside. Dermed får du mulighed for at anmelde en virksomhed eller en privatperson, hvis du får kendskab til en overtrædelse af regler og krav.

- Bliver du opmærksom på, at en virksomhed, en landbruger eller en privatperson ikke overholder reglerne om plantesundhed, om økologisk produktion, om GMO eller om at anmelde karantæneskadegørere, så kan du nu anmelde overtrædelsen og dermed bidrage til en sund natur, sunde planter og en sikker planteproduktion, skriver Landbrugsstyrelsen om en ny whistleblowerordning, som er blevet indført på styrelsens hjemmeside.

Overtrædelser kan også vedrøre kontrol og certificering i forbindelse med samhandel med lande i EU eller import fra og eksport til lande uden for EU.

- Whistleblowerordningen gør det nemt og enkelt for dig at bidrage til plantesundheden i Danmark og til at sikre, at tilliden til høj kvalitet og sikkerhed i dansk planteproduktion fastholdes både i Danmark og hos vore samhandelspartnere i og uden for EU. Du kan også anmelde, hvis du bliver opmærksom på, at Landbrugsstyrelsen ikke overholder kontrolreglerne i EU’s Kontrolforordning.

Landbrugsstyrelsen lister et par eksempler på, hvor det kunne give mening at anmelde.

For eksempel hvis en økologisk producent sælger produkter som værende økologiske, selv om de ikke er det. Hvis man har mistanke om, at der er blandet ikke-godkendt GMO i markedsført frø eller udsæd. Eller, hvis man oplever, at der anvendes falske plantesundhedscertifikater eller andre falske officielle dokumenter. Det kan også være hvis du har kendskab til, at der repareres eller på anden måde ændres på ISPM 15-mærket træemballage af virksomheder, som ikke er godkendt til det.

Ordningen fungerer ved, at man udfylder et kort skema på Landbrugsstyrelsens hjemmeside. I skemaet er der felter, som er markeret med en stjerne *, og de skal udfyldes. Andre felter kan man udfylde, hvis man har yderligere oplysninger om det, man har observeret. For eksempel kan man vedhæfte billeder eller dokumenter, hvis det er relevant.

Hvis man ønsker det, kan man være anonym. Så undlader man bare at udfylde navn, mail og telefonnummer.

- Vi vil gerne have oplysningerne, så vi evt. kan kontakte dig, hvis vi har brug for supplerende oplysninger, men det er ikke en betingelse for at indsende din anmeldelse, skriver Landbrugsstyrelsen.

Læs også