En stigning på 10 procent i antallet af ansøgere, der har fødevareuddannelsen på Københavns Universitet som deres 1. prioritet går imod det generelle billede af faldende ansøger-antal på landsplan.
96 unge har i år bacheloruddannelsen i fødevarevidenskab på Københavns Universitet som deres 1. prioritet. I 2020 var det 87 unge, og dermed er antallet stedet med 10 procent. Det går imod et generelt fald på én procent i det samlede antal ansøgere til de videregående uddannelser på landsplan og en dalende interesse for naturvidenskab med et fald på 9,5 procent i antal ansøgere på det natur- og biovidenskabelige område på Københavns Universitet.
Det glæder institutleder Anna Haldrup.
- Det er en fornøjelse at se stadig flere studerende, der med stort engagement virkelig vil fødevarer og ernæring. De studerende ser, at det er meget spændende at arbejde med en af verdens store udfordringer, nemlig hvordan vi producerer nok mad til alle på en bæredygtig måde. Mad, der er af ernæringsmæssig høj kvalitet, og som smager godt, siger hun.
De studerende får endeligt svar på deres ansøgning 28. juli 2021. Har man ikke fået en plads til den tid, er der en ekstra mulighed, da ledige pladser kan ansøges frem til 4. august kl. 12.