Gratis tilbud fra Refa

Affalds- og energiselskabet Refa tilbyder alle gratis kompostjord, der både kan bruges i haven og som opfyldning på landbrugsjord.

Det er ikke så tit, at der gøres megen opmærksom på, at noget er gratis. Affalds- og energiselskabet Refa er dog gået »mod strømmen« og har indrykket annoncer i LandbrugØst med tilbud om gratis kompostjord.

- På vores miljøcentre er der mulighed for at hente kompostjord, som både kan bruges til havearbejde og som opfyldning på landbrugsjord, fortæller Kenneth Prehn.

Han er kommunikationsmedarbejder i Refa, der driver 14 genbrugspladser fordelt over hele Lolland-Falster.

- 13 af dem har grenpladser, hvor vi modtager haveaffald, som vi udnytter til flis og fjernvarme. Tilbage har vi et restprodukt, kompost, som vi kalder jordforbedringsmiddel, forklarer Kenneth Prehn.

Komposten udleveres gratis på genbrugspladserne, hvor der kun er adgang for personbiler, mindre varevogne og kassevogne – eventuelt med trailer.

Hjælp til læsning

Refa driver endvidere to miljøcentre i henholdsvis Gerringe (ved Rødby) og Hasselø syd for Nykøbing Falster. På disse to centre håndterer Refa haveaffaldet og producerer flis til fjernvarmeværkerne i Stubbekøbing og Nykøbing Falster.

- Restproduktet fra denne produktion komposteres og udleveres til gratis afhentning for landmænd, oplyser Kenneth Prehn og fortsætter:

- Restproduktet samles på Miljøcenter Hasselø, hvor landmænd er velkomne med både traktor og lastvogne – og vi har maskiner og mandskab, som tilbyder at læsse de store mængder, der typisk er tale om.

- Hos Refa håber vi at se mange landmænd på Hasselø i den kommende tid. Det er en god idé at ringe i forvejen, så eventuel ventetid kan minimeres, lyder det slutteligt fra Kenneth Prehn.

Læs også