For syvende gang er Lammefjordens Grøntsagslaug med i Kræften Bekæmpelses kampagne Støt Brysterne, og det er som de foregående år med særlige Støt Brysterne-poser.

- Det betyder meget for os at kunne støtte denne vigtig sag. Og det glæder os, at forbrugerne også bakker vores initiativ op og køber masser af vores særlige Støt Brysterne poser med gulerødder eller kartofler, siger Hans Møller Olsen, formand for Lammefjordens Grøntsagslaug.

I poserne er der et kg kartofler eller gulerødder fra den tidligere fjordbund i Odsherred, og i løbet af kampagnen sælges flere hundrede tusinde poser fra dagligvarebutikker landet over. Og da grøntsagsproducenterne giver 50 øre til Kræftens Bekæmpelse for hver solgt pose, kommer der et ganske stort beløb til Støt Brysterne fra Lammefjorden.

Godt samspil med butikkerne

Hans Møller Olsen roser også butikkerne for at være med på idéen. Mange gør en stor indsats for at præsentere produkterne fra Lammefjorden bedst muligt.

- Det er bestemt også butikkernes skyld, at vi kan støtte brysterne med et pænt beløb hvert år. Men allermest glæder det os, at forbrugerne tager så godt imod poserne som en kærlig hilsen fra Lammefjorden, siger formanden.

Gulerødder og kartofler er de to dominerende produkter på den inddæmmede 55 kvadratkilometer store Lammefjorden. Begge er udstyret med EU’s kvalitetsstempel BGB, der er forbrugernes garanti for, at de vitterligt er dyrket og forarbejdet på Lammefjorden. Et stempel, som ingen andre danske afgrøder endnu har opnået.