Efter den seneste tids uro har Landbrug & Fødevarer, DBI Holding og Danish Agro besluttet at trække deres medlemmer ud af DanBreds bestyrelse, så selskabet kan få en ny ledelse.

Landbrug & Fødevarers tre nuværende medlemmer af bestyrelsen samt de i alt seks bestyrelsesmedlemmer, der er udpeget af DBI Holding og Danish Agro, udtræder.

Også DanBreds nuværende formandskab træder tilbage.

De nærmere detaljer om den nye bestyrelses sammensætning afklares snarest, men allerede nu er det besluttet, at medarbejdervalgte repræsentanter vil få plads i bestyrelsen.

- Den nye bestyrelse vil have det som sin altoverskyggende prioritet at genoprette tilliden til selskabet, både blandt medarbejderne og i forhold til DanBreds omverden, lyder det i en pressemeddelelse fra Landbrug & Fødevarer, der ejer 51 procent af DanBred

- Der er sket fejl

Forandringerne sker som følge af den kritik, der er rejst i forbindelse med sager om grænseoverskridende adfærd fra den nu fratrådte adm. direktør Thomas Muurmann Henriksen.

Den samlede ejerkreds har vurderet, at der skal nye kræfter til i DanBreds ledelse.

- Der er enighed om, at der er sket fejl i den måde, bestyrelsen i selskabet har ageret på, og at der nu udestår et stort arbejde med at genoprette tilliden over for medarbejdere, leverandører, samarbejdspartnere og ikke mindst de berørte kvinder, tilføjes det.

Ny bestyrelse fundet

Den nye bestyrelse i Danbred blev fundet mandag. Ifølge AgriWatch bliver formanden for Danbred Andreas Lundby. Søren Foged Overgaard indtager posten som næstformand med Peter Iversen. Ind i bestyrelsen træder også Lotte Broholm Andersen, Jørgen Holm Westergaard og Allan V. Pedersen, skriver mediet.

Derudover skal der udpeges medarbejdervalgte repræsentanter.