Af Anders Stoltenberg, advokat (H), partner, Sønderby Legal.
Mange landbrug drives i selskabsform (for eksempel A/S eller ApS), og som regel giver dette ingen problemer for driften af ejendommene. Både ejere, samhandelspartnere og rådgivere er helt fortrolige med drift af land- og skovbrugsvirksomheder i selskabsform.
Et selskab – som A/S, ApS, K/S eller P/S – lever sit helt eget liv. Der er tale om en selvstændig juridisk enhed, der kan indgå egne aftaler uden hæftelse for ejere og ledelse, og der er vandtætte skotter mellem selskabets økonomi, aktiver og passiver og ejernes/aktionærernes penge.
Derfor skal der normalt altid betales en eller anden form for skat, når der trækkes penge (eller andre formuegoder) ud af selskabet. Det gælder også, hvis man får et »frynsegode«, for eksempel i form af muligheden for at gå på jagt.
Omvendt bevisbyrde
I nogle administrativt afgjorte skattesager, hvor en ejer – hovedaktionær – i et land- eller skovbrugsselskab har gået på jagt på det, som vedkommende selvfølgelig har betragtet som »sin egen« ejendom, men som altså tilhørte selskabet, er vedkommende blevet sat i skat af jagtens værdi.
Der er ikke blevet betalt jagtleje eller andet for disse jagter. Landsretten har givet Skat medhold i dette synspunkt; nemlig at når hovedaktionæren går på privat jagt på selskabets jord eller i selskabets skov, så er det skattepligtigt på samme måde, som hvis der var udbetalt løn eller udbytte. Juridisk kalder man ofte dette »maskeret udbytte«.
Beviskravene kan i praksis være ganske vanskelige at håndtere.
Skat har anlagt en ret hård linje i disse sager. Hvis direktøren, hovedaktionæren eller disses allernærmeste familiemedlemmer har jagttegn, formodes disse at være aktive jægere, og at man også har selskabets ejendom til rådighed for privat jagtudnyttelse.
Pludselig har vi derfor en situation med omvendt bevisbyrde. Man skal som skatteyder kunne afkræfte eller bevise, at ejendommen ikke har været til privat rådighed til jagtudøvelse.
Ramt dobbelt
Det vil ikke være nok blot at hævde, at man ikke har gået på jagt. Hvis man har været syg eller ikke går på jagt, for eksempel på grund af alder, vil det formentlig være tilstrækkeligt. Det samme vil være tilfældet, hvis jagten er udlejet, og ejeren derfor er udelukket fra selv at gå på jagt i området.
Man risikerer at blive ramt dobbelt. Selskabet, der er gået glip af en jagtleje, bliver beskattet af en fiktiv lejeindtægt med udgangspunkt i en markedsværdi, der kan variere meget fra egn til egn.
Dernæst bliver »jægeren« – altså direktør/hovedaktionær/andre nærtstående – beskattet af »fri jagt« af samme beløb. Det svarer altså til, at et tilsvarende beløb er udbetalt den pågældende som almindelig løn. Hvis de nærtstående for eksempel er børn af hovedaktionæren, vil man kunne betragte den fri jagt som en gave, som der i stedet skal betales gaveafgift af.