Krig og stigende priser rammer fødevareplaner

Forbrugernes tillid er faldet markant siden krigen i Ukraine brød ud. Nu viser en ny undersøgelse, at danskerne især er bekymrede over stigende priser på fødevarer, energi og brændstof.

Forbrugernes tillid er faldet markant, siden krigen i Ukraine brød ud. Nu viser en ny undersøgelse, at danskerne især er bekymrede over stigende priser på fødevarer, energi og brændstof.

I rundspørgen giver syv ud af ti danskere udtryk for, at de har ændret deres vaner efter krigens start. 25 procent angiver, at de har købt flere fødevarer på tilbud eller gået efter billigere mærker, siden krigen i Ukraine startede.

- Undersøgelsen viser, at danskerne især kigger på, hvordan de her og nu kan nedbringe deres faste udgifter. Særligt når det kommer til prisen på brændstof eller vores yndlingsfødevarer, bliver det fra dag til dag tydeligt, hvordan prisen stiger. Det gør, at der bliver fokus på billigere produkter og ikke mindst tilbud, siger Per Vesterbæk, områdechef for Analyse og Statistik i Landbrug & Fødevarer om resultaterne af befolkningsundersøgelsen, der er foretaget af Nordsat for Landbrug & Fødevarer.

Mere opsparing – mindre forbrug

Selvom danskerne i høj grad forsøger at spare penge, så er der en bred anerkendelse af, at der i fremtiden vil være færre penge til forbrug. Faktisk svarer hele 68 procent af de adspurgte i undersøgelsen, at de forventer at have færre penge til forbrug i de kommende tre til seks måneder.

Samtidig er der et stigende fokus på at spare penge op, og 23 procent af de adspurgte vil spare mere op end tidligere, mens 20 procent vil genbruge mere.

- Det er tydeligt, at selvom der er et stort fokus på at spare og nedbringe omkostningsniveauet, så tror danskerne ikke, at det alene er nok. De fleste indstiller sig på, at de alt andet end lige kommer til at have færre penge mellem hænderne, siger Per Vesterbæk.

Læs også