Et enkelt døgn fyldte biogas næsten alt gassen i gasnettet

Fynske Nature Energy øger produktionen af biogas kraftigt i denne krigstid og producerer alt, hvad der overhovedet er muligt, skriver fyens.dk.

Den voldsomme mangel på naturgas og de høje priser har skudt produktionen af dansk biogas i vejret hos Nature Energy, skriver fyens.dk.

Virksomheden har øget produktionen på sine 12 danske og ene franske anlæg så meget som muligt. Oven i de faste leverancer af især gylle, som er fundamentet for anlæggene, opkøber virksomheden store mængder biomasse blandt andet i form af industri- og husholdningsaffald for at udnytte kapaciteten.

- Alle i branchen producerer alt, hvad de kan. Det er et politisk ønske, siger den administrerende direktør i Nature Energy, Ole Hvelplund, til fyens.dk.

Kæmpe potentiale

Mediet oplyser, at man 24. juli kunne se, at biogas tegnede sig for over 98 procent af gassen i det danske gasnet i det døgn, hvilket er langt mere end nogensinde før.

For hele juli var andelen på 28 procent. Til sammenligning var tallene for samme måned i 2020 på 13, og i 2021 på 19 procent. 

Ole Hvelplund vurderer, at Danmark i år når op på en biogas-andel på 35 procent.

- Hvis vi vil politisk, kan biogas dække hele det danske gasforbrug i 2027. Det er utroligt, at man ikke gør mere for at sætte fart på i betragtning af de forsyningsproblemer, der er i hele Europa, siger direktøren til fyens.dk.

Læs også