Flere fødevarer undersøges for PFAS
DTU Fødevareinstituttet offentliggjorde for nylig en undersøgelse, der viser, at der er fundet skadelige PFAS-stoffer i økologiske æg fra hønsefarme i hele Danmark.
Fødevarestyrelsen laver løbende stikprøvekontroller af fødevarer efter PFAS, men fundet af PFAS i økologiske æg understreger dog behovet for at undersøge et bredere udvalg af fødevarer, mener fødevareminister Jacob Jensen (V), der har sat Fødevarestyrelsen i gang med arbejdet.
- Sagen understreger for mig et klart behov for, at vi har brug for større klarhed og overblik over, hvor omfattende et problem forøget PFAS-indhold i vores fødevarer er. Derfor har jeg bedt Fødevarestyrelsen om at igangsætte et bredere screeningsarbejde af PFAS i vores fødevarer, så vi bliver klogere og kan sætte ind, hvor der er brug for det, siger Jacob Jensen.
Seges Innovation bag klimakonference
Det nytter ikke, at forskere og virksomheder verden over hver især prøver at opfinde den dybe tallerken for at reducere landbrugs- og fødevaresektorens klimaaftryk. For effektive klimaløsninger kræver, at parterne arbejder tæt sammen på tværs af landegrænser og sektorer.
Derfor vil videns- og innovationshuset Seges Innovation nu samle verdens virksomheder, forskere og beslutningstagere inden for landbrugs- og fødevareområdet.
Det sker til den internationale klimakonference Agri-Food & Climate Circle, der som den første i verden samler eksperter og praktikere på tværs af universiteter og virksomheder.
Den internationale konference har syv hovedområder og finder sted den 10. og 11. maj 2023 i København.