- Det er lidt af en skrøne, at en mild vinter giver flere skadedyr i den kommende sæson. Det oplyser Haveselskabets tilknyttede ekspert i skadedyr og sygdomme.
Haveselskabets rådgivere har i en artikel på foreningens hjemmeside kigget nærmere på fire områder, hvor den milde vinter kan have betydning for vores haver. De har blandt andet sat fokus på spørgsmålet om, hvorvidt der kommer flere skadedyr, når vinteren er mild?
-Nej, oplyser Haveselskabets tilknyttede ekspert i skadedyr og sygdomme, Magnus Gammelgaard.
- Det er lidt af en skrøne, at en mild vinter giver flere skadedyr i den kommende sæson, forklarer han i artiklen.
Det skyldes ifølge eksperten, dels at en del nyttedyr også overlever bedre i en mild vinter og dels, at vinteren faktisk ikke er den periode, der er mest risikabel for insekter – det er derimod foråret:
- Det som virkelig kan slå mange skadedyr ihjel, er i virkeligheden foråret. Et varmt tidligt forår, hvor insekterne vækkes til live, efterfulgt af en pludselig periode med kulde, kan slå mange insekter ihjel - nyttedyr såvel som skadedyr. Mange insekter overvintrer som æg eller puppe. Ofte er klækningen styret af temperaturen, så et varmt tidligt forår får æg og pupper til at klække, men de kan jo ikke kravle tilbage i deres æg eller puppe, hvis det igen bliver koldt, siger han.
Ifølge eksperten i skadedyr og sygdomme er der heller ikke grundlag for at sige, at vi vil se flere snegle i den kommende havesæson.
- Kigger vi på sneglene, så er der ikke grundlag for at sige, at flere snegle har overlevet vinteren end normalt. Vi har i år oplevet, at snegle er aktive allerede i februar, men det betyder ikke nødvendigvis, at det bliver et værre snegle-år end normalt. Igen hænger bestanden af snegle blandt andet sammen med fugtigheden i foråret. Et tørt forår giver rigtig dårlige muligheder for sneglene, siger han.