Regeringen styrker det globale, danske lederskab inden for den grønne omstilling med udnævnelsen af Tomas Anker Christensen som Danmarks klimaambassadør.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) påpeger, at klima er et centralt element i den nye S-regerings udenrigspolitik.
Udnævnelsen er en opfølgning på regeringens nationale mål om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.
Tomas Anker Christensen er nuværende ambassadør i Kairo med lang erfaring inden for klimaområdet.
Han har været afdelingschef for Udenrigsministeriets Center for Globale udfordringer, hvor han blandt andet stod i spidsen for oprettelsen af 3GF – et internationalt partnerskab for grøn omstilling. Han var sidenhen ansat i FN-generalsekretærens kabinet, hvor han en periode var chef for generalsekretærens klimateam med ansvar for at forberede og gennemføre FN’s klimatopmøde i 2014. I perioden 2015-2017 var han kabinetschef for formanden for generalforsamlingen, hvor der var særlig fokus på implementeringen af Parisaftalen og FN’s verdensmål. Senere har Tomas Anker Christensen været særlig rådgiver for FN’s særlige udsending på klima, Michael Bloomberg.
Tomas Anker Christensen tiltræder i sin nye rolle den 1. februar med base i København.