150 til planteaften hos Sagro
Det var lige før professor Jørgen E. Olesen havde tryllestaven fremme for at finde løsningerne på klimaudfordringerne, da han talte for omkring 150 landmænd til Sagros planteaften i Aulum forleden.
I hvert fald skulle der, hvad han kaldte »tryllepulver« til, for at løse to af de store udfordringer med metangas fra komaver og lattergas fra handelsgødning. Men det er ikke nok.
Landbruget skal gennem en betydelig omstilling, hvis Danmark skal nå de internationale klimamål, slog han fast.
En af dem, der rent faktisk gør noget, er kvægavler Anders Nørgaard fra Holstebro. Han har installeret et biogasanlæg på gården, som han fortalte kollegerne om.
Han ser det, som en mulighed for danske landmænd at være i front, når det gælder klimavenlighed, for han tror, at klimaaftrykket på et tidspunkt vil blive en parameter i forhold til at markedsføre eksempelvis mælk.
Hans biogasanlæg, der havde en samlet entreprisesum på 10,7 millioner kroner – takket være en stor del eget arbejde – kan nu producere 4 millioner kwh. strøm, eller hvad der svarer til 1.100 husstande.





































