De seks første klimapartnerskabsaftaler er underskrevet

Rokkedahl er en af de seks virksomheder, som netop er blevet klimapartnere med Aalborg Kommune.

Aalborg sætter nu for alvor fokus på at nedbringe CO2-udledningen fra kommunens virksomheder. Som et led i arbejdet med DK2020 og den kommende klimahandlingsplan har Aalborg Kommune oprettet en såkaldt »klimaalliance«. Via Klimaalliancen Aalborg kan både små og store virksomheder indgå klimapartnerskabsaftaler med kommunen og derved reducere deres udledning af CO2.

En af de virksomheder, som har gjort det, er Rokkedahl ved Nibe, som foruden jordbrug og kyllingeproduktion også har slagteri og er leverandør af energiløsninger.

Indehaver Mark Rokkedahl var blandt de første, der underskriver en aftale med Aalborg Kommune.

- Vi tror på, at de gode klimaløsninger skal findes på tværs af brancher og institutioner. Med vores underskrift gør vi vores arbejde med bæredygtighed og klima officielt. Vi glæder os til at komme i gang med at inddrage og optimere produktionen, markdriften og energien. For landbruget skal være en del af løsningen og ikke problemet, fortæller han.

Barren er sat højt

Aalborg Kommune sætter barren højt for at nå i mål med at reducere udledningen af drivhusgasser. Derfor arbejder Klimaalliancen Aalborg på at indgå tætte partnerskaber og et gensidigt forpligtende fællesskab med de virksomheder i Aalborg Kommune, der kan og vil gå forrest.

I Aalborg Kommune vil vi gerne udvikle os sammen. For sammen kan vi mere. Det er helt i tråd med FN’s 17. Verdensmål, som netop understreger, at en bæredygtig udvikling kræver partnerskaber for handling. Jeg ser derfor frem til, at virksomhederne via klimapartnerskabsaftaler kan komme nærmere en grøn omstilling til gavn for både dem selv og vores fælles klima, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Klimaalliancen Aalborg

Klimaalliancen Aalborg har fået de første seks

klimapartnerskabsaftaler:

• Rokkedahl (landbrug med opdræt af velfærdskyllinger)

• BK Nord (arkitekter og rådgivende ingeniører)

• AKKC (kongres- og kulturcenter)

• Klovborg (konventionelt landbrug med malkekøer)

• Fibertex (producent af fibertekstiler)

• Kunsten (kunstmuseum)

Klimalov

På nationalt plan har regeringen indgået en aftale om en bindende klimalov med et mål om 70 procent reduktion af drivhusgasudledningen i 2030 i forhold til 1990. Desuden skal Danmark være klimaneutral senest i 2050. Aalborg Kommune vil bidrage til de nationale målsætninger ved at udarbejde og implementere en ambitiøs klimahandlingsplan, som skal reducere klimaudledningerne med 74 procent i 2030.

Læs også