DLG’s klimamål får videnskabeligt blåstempel
FN-partnerskabet Science Based Targets initiative har godkendt DLG-koncernens emissionsreduktionsmål for 2030. Det er en validering af, at klimamålene er i overensstemmelse med den seneste klimavidenskab og Paris-aftalen. Dermed har koncernen lagt en ambitiøs plan for vejen mod en grønnere fremtid.

DLG's mål for at reducere klimaudledninger er blevet godkendt af SBTi, og det glæder DLG-boss Kristian Hundebøll. Foto: Victor Juul Grønbæk
DLG-koncernen er et af Europas førende landbrugs-, energi og byggemarkedsselskaber, også når det handler om at sætte ambitiøse emissionsreduktionsmål.
- Vi tænker vores klimahandling ind i både vores egen produktion og i hele vores værdikæde
Group CEO Kristian Hundebøll
Koncernen har fået godkendt sine 2030-emissionsreduktionsmål af Science Based Targets initiative (SBTi). Det betyder, at SBTi vurderer, at 2030-målene er i overensstemmelse med, hvad der kræves i scope 1* og 2* for at holde den globale temperaturstigning på maksimalt 1,5 °C, som er Paris-aftalens mest ambitiøse mål. DLG-koncernen er det første store europæiske selskab i branchen, der opnår den godkendelse. Det skriver DLG i en pressemeddelelse.
SBTi er et partnerskab mellem FN's Global Compact, Carbon Disclosure Project, Verdensnaturfonden (WWF) og World Resources Institute, som hjælper virksomheder med at sætte konkrete og videnskabeligt funderede mål for reduktion af CO2-udledning.
- Vi er stolte af, at vores emissionsreduktionsmål for 2030 er blevet godkendt af SBTi. Det vidner om, at vi er med til at lede vejen indenfor bæredygtighed i vores branche, og at vi tænker vores klimahandling ind i både vores egen produktion og i hele vores værdikæde, siger Group CEO Kristian Hundebøll og fortsætter:
- I et dansk perspektiv betyder det, at hele værdikæden fra jord til bord, i form af de tre største andelsselskaber – Arla, Danish Crown og DLG – nu har sat klimamål, der er anerkendt som værende både realistiske, ambitiøse og videnskabeligt funderede. Det sender et stærkt signal om, at dansk landbrug og den danske fødevarebranche sætter handling bag ordene.
Vejen mod 2030
Med hjælp fra eksterne rådgivere har DLG kortlagt udledningen af CO2 i scope 1, 2 og 3*. DLG er indirekte ansvarlig for udledningerne i hele værdikæden - scope 3 - som udgør 98,8 procent af koncernens samlede udledninger. Derfor kan DLG gøre den største forskel i bekæmpelsen af klimaforandringer ved at levere mere bæredygtige løsninger, der gør en forskel for scope 3-udledningen.
- En stor del af den udledning, vi er indirekte ansvarlige for, sker ude på marken i forbindelse med dyrkning af afgrøder eller i staldene, når dyrene omsætter foderet. Derfor vil det have stor betydning for både os og vores kunder, hvis vi for eksempel kan levere grønnere gødning lavet på vindmøllestrøm eller udvikle et additiv til køernes foder, der mindsker metanudledningen. Derfor er det de spor, vi arbejder intensivt med, og vi har med vores nye strategi sat 2 milliarder. kroner af til investering i netop grønnere løsninger, siger Kristian Hundebøll.
I scope 1 og 2, der primært relaterer sig til udledning fra DLG's egen produktion og logistik, arbejdes der med omstilling til grøn strøm, produktion af grøn energi på egne lokationer, energioptimering og elektrificering af produktion samt øget brug af højenergialternativer til gas og olie – herunder brint.







































