Samsø-landmænd vil grave regnvandsbassiner
Indsamling af regnvand i udgravede bassiner kan blive et af de fremtidige klimaværktøjer hos landmænd på Samsø for at sikre afgrøderne.

Juni bød på tørke, mens juli flere steder satte noget nær nedbørsrekord. Nu vil landmænd på Samsø udnytte nedbøren med etablering af regnvandsbassiner. Arkivfoto
Sommeren 2023 vil blive husket for en meget tør og var juni måned efterfulgt af en yderst regnfuld juli. Og med udsigt til mere ekstreme vejr-situationer fremover om sommeren i Danmark grundet klimaforandringer og andet, har landmænd på Samsø, ifølge DR Nyheder, fået ideen til at grave regnvandsbassiner, hvor opsamlet regnvand kan udnyttes i perioder med tørke.
Og sommeren 2023 har været barsk for flere af landmændene på Samsø.
Én af dem er den økologiske landmand Hester Callaghan der i år har kunnet konstatere 90 procents nedgang i sin høst af jordbær, mens kartoffelhøsten er blevet halveret.
Selv vurderer hun tabet til at være omkring 100.000 kroner. I forvejen havde hun etableret et regnvandsbassin, der nu bliver suppleret med et mere.
Stor interesse
Og noget tyder på at ideen med regnvandsbassiner har bredt sig blandt landmænd på Samsø. I hvert fald har man hos Aarhus Kommune på det seneste modtaget flere ansøgninger omkring gravetilladelser på Samsø.
Andre steder i Danmark er det muligt at bruge grundvand til markvanding. Det er til gengæld ikke muligt på Samsø, da myndighederne vurderer, at grundvandsforholdene på øen er mere sårbar end på fastlandet.
Håbet for Hester Callaghan og de andre landmænd på Samsø med ønsker om regnvandsbassiner er, at tilladelserne gives hurtigt, så bassinerne kan etableres senest til oktober, så de kan nå at blive fyldte med regnvand hen over efterårs- og vinterhalvåret.












































